Nikolaj - Haven

Den var en klar trussel. En trussel mod min tryghed i haven, som absolut ikke måtte blottes. Det var mit sted. Min helt egen have, hvor jeg kunne være lige så nøgen som det passede mig! Jeg behøvede ikke flere farver. Jeg havde dem alle sammen. Alle regnbuens farver, og jeg strålede som aldrig før. Jeg kunne hoppe og springe, danse, dufte til de dejlige blomster i haven. Der var alle slags blomster. Alt hvad hjertet kunne begære. Somme tider kom der endda nye blomster til. Denne gang en erantis og hele to vintergækker, smukke som solen der titter frem efter en tid med kolde vinterdage. Godt nok havde de ikke været så kolde, men det ville de blive. Fuglene havde sunget deres spådomssang og vindens blæst bar sangens budskab videre blandt de ni haver mod syd. Lige så hurtigt som skvalderkål breder sig blandt blomsternes rødder. Budskabet nåede også mig. Mørkets frembrud ville komme snigende fra en anden have i løbet af ingen tid, og kvæle havens lys som to hænder om en hals. Langsomt og smertefuldt. For ud over den smukke erantis og de to vintergækker, kom også skvalderkålen. Hæslig - og overhovedet ikke en fryd for den som skulle se.

Dagen, der var blevet spået til at tilhøre mørket, var kommet. Hele dagen havde jeg haft en underlig fornemmelse. På det seneste var mine flotte regnbuefarver begyndt at falme, men i dag var særpræget. Mine farver var næsten ikke mere, og en ildesindet følelse fyldte mig. Oppe på himlen kunne jeg se mørket komme snigende ind på solen som spået, og langsomt tog den sine usle hænder, og holdt om solens hals. Det var nærmest makabert. Ind af lågen til haven kom den smukke erantis og de to vintergækker, ej at forglemme skvalderkålen. Der var dunkelt i haven. Fuldstændig mørkt. Blomsterne havde trukket deres blade sammen, og deres stilke havde bøjet sig truende frem mod den nyligt ankommet skvalderkål, som et forsvar af riddere, der for hver en pris måtte beskytte deres konges slot.

Mange dage gik, og der forblev mørke i haven. Skvalderkålen havde bredt sig som pesten i Europa, og havde endda næsten givet samme følger. Flere af de smukke blomster var begyndt at visne. Glansen og de tusindvis af smukke og forskellige farver var alle forsvundet. Haven var grå og trist. Alle de dejlige dufte var forsvundet. Haven var et hul, ligesom min gemene sjæl, der blev hjemsøgt af en uendelig tomhed. Verden stod stille som aldrig før. Selv den afskylige skvalderkål var begyndt at visne. Faktisk var det den, der var visnet mest. Men lige som det så ud til at hele haven skulle visne hen, skete det utænkelige. Bagerst i haven kunne jeg se en solsikke vokse med stor hast, op mod himlen. Den var enorm. Den skinnede ud over hele haven, og bragte lys og glæde. Næsten alle blomsterne lod deres blade folde sig ud, og man kunne atter se de smukker farver overalt i hele haven. Vinden blæste, og haven havde vundet sin gamle, smukke glans tilbage. Måske endda ny og endnu smukkere.