Freja: Håneret

I min fødeby, den by jeg har allermest kær, fandt et terrorangreb mod en muhammedtegner sted forrige weekend, d. 14. februar 2015. Hele den efterfølgende uge var alle radiokanaler dedikeret til Danmark i sorg, og til ofrene fra skuddramaet. At sørge over ofrene synes jeg er helt fint, men når jeg efterfølgende har tænkt over angrebet, har jeg fundet frem til, at jeg finder hele episoden latterlig. Latterlig, fordi vi selv siden 2005 har påberåbt os retten til ytringsfrihed og i skjul af den har hånet Islam og profeten, så muslimerne i Danmark føler sig mindre og mindre velkomne. Hvordan kan vi i et moderne samfund, med forskellige religioner nære hinanden alt andet end respekt? Hvad godt kommer der ud af at tegne profeten med en bombe i turbanen, andet end en voksende kløft mellem de "rigtige" kristne danskere og de muslimske danskere?

Efter dette terrorangreb kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor stor betydning ytringsfriheden har for Danmark. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget muhammedtegningerne har forstyrret det danske sammenhold, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan vi håner hinandens tro. Når jeg hører ordet ytringsfrihed tænker jeg ikke muligheden for at ytre sig frit, derimod hån og terrorattentater, men det kan vel ikke passe, at det var hensigten at sætte lighedstegn mellem håneret og ytringsfrihed? 

Daniella: Sår

Jeg husker folkeskolen som en blanding af et helvede og selvforståelse. Det lyder skørt og jeg forventer ikke alle forstår det, men jeg føler, jeg var blevet påtvunget at se på mig selv med andre øjne, øjne som ikke burde have været åbnet på daværende tidspunkt. Jeg var blevet bevist om mit udseende, min form og ikke mindst min vægt. Jeg ville ønske jeg ikke havde opdaget at jeg var ”anderledes”.

Jeg husker vi sad i klassen og lyttede, nogle mere intenst end andre. Det omhandlede den kanotur vi skulle deltage i senere på året. I starten var jeg faktisk spændt på at skulle deltage, for første gang ønskede jeg at deltage i et arrangement med mine kammerater, indtil hans ord piercede mig.  ”Så vælter båden sgu da”. Jeg erindrer at jeg forsøgte at grine, men i virkeligheden var jeg på randen til gråd. Endnu engang var min vægt blevet offer for deres drilleri. Måske var han utilfreds med at skulle have mit selskab, men behøvede han at sige netop de ord? Var de nødvendige? Tænkte han nogensinde på at han udbrød det med en sådan kraft at folk begyndte at grine? Jeg prøvede ihærdigt at finde en grund til hans udbryd, men fandt det aldrig. Det var kort tid efter at jeg brækkede kravebenet og derfor ikke kunne deltage og aldrig har jeg oplevet at være lykkelig for en skade. Hvem burde også være det?

I dag kan jeg se ind i spejlet og stadig se et genskær af den pige jeg var. Den pige som blev tvunget til at se at hun var anderledes end de andre børn, større. Med tiden har jeg vundet en kamp mod denne vægt, hvilket jeg troede var umuligt efter så mange år med selvmedlidenhed. Det lyder måske fjernt for mange, men jeg føler nogen gange at jeg mistede en del af den tid hvor jeg skulle være ligeglad med udseende og bare nyde tilværelsen og uvisheden. Jeg tænker stadig på dem med blandede følelser, mine kammerater, skal jeg hade dem eller takke dem? De mobbede mig og jeg ved det aldrig er i orden, men de gjorde også at jeg fandt ud af hvem jeg var. Min ’stemme’ blev skabt af deres drillerier, deres ord, deres, måske, ubevidste knivstikkeri.

Og det sår som jeg står tilbage med vil nok aldrig hele.  

Cecilie: Et ar der aldrig heles

Jeg så dem gøre det ved hende. Jeg valgte at gøre ingenting. I stedet vendte jeg bare min kind til, og lod som ingenting. Hvorfor spørger du? Tjah.. Jeg ville vel ikke risikere, at det var mig der blev ofret. Jeg så hende sidde i vindueskarmen, alene, som hun plejede. Jeg så den tåre, der trillede ned ad hendes kind. Jeg hørte hende snøfte. Jeg så, hvordan de andre bare stod og kastede ting efter hende, kaldte hende øgenavne, og grinte. De grinte af hendes smerte. De grinte af hendes svaghed. Det var tydeligt at se, hvor ondt hun havde, og alligevel var der ingen der stoppede det. De nød det. De nød at se hendes nederlag. De hånede hende på det groveste. Jeg ville stå alene imod hele klassen, ligesom hende, hvis jeg gjorde noget. Jeg var en fej kujon.

I dag har hun det bedre. Hun er kommet igennem det meste. Hun har stadig sine ar på kroppen, men de er ved at hele, ligesom hun er. I dag har hun de skønneste venner. Hun er ikke alene mere. Men hendes tillid til folk? Den vil nok aldrig hele igen. For mit vedkommende? Så vil jeg aldrig nogensinde komme til at tilgive mig selv for ikke at have grebet ind. Det er noget jeg må leve med resten af livet, noget som nok aldrig kan heles. I dag ville jeg ønske, at jeg havde gjort noget dengang. Vi kender den efterhånden alle sammen.