Cecilie: Et ar der aldrig heles

Jeg så dem gøre det ved hende. Jeg valgte at gøre ingenting. I stedet vendte jeg bare min kind til, og lod som ingenting. Hvorfor spørger du? Tjah.. Jeg ville vel ikke risikere, at det var mig der blev ofret. Jeg så hende sidde i vindueskarmen, alene, som hun plejede. Jeg så den tåre, der trillede ned ad hendes kind. Jeg hørte hende snøfte. Jeg så, hvordan de andre bare stod og kastede ting efter hende, kaldte hende øgenavne, og grinte. De grinte af hendes smerte. De grinte af hendes svaghed. Det var tydeligt at se, hvor ondt hun havde, og alligevel var der ingen der stoppede det. De nød det. De nød at se hendes nederlag. De hånede hende på det groveste. Jeg ville stå alene imod hele klassen, ligesom hende, hvis jeg gjorde noget. Jeg var en fej kujon.

I dag har hun det bedre. Hun er kommet igennem det meste. Hun har stadig sine ar på kroppen, men de er ved at hele, ligesom hun er. I dag har hun de skønneste venner. Hun er ikke alene mere. Men hendes tillid til folk? Den vil nok aldrig hele igen. For mit vedkommende? Så vil jeg aldrig nogensinde komme til at tilgive mig selv for ikke at have grebet ind. Det er noget jeg må leve med resten af livet, noget som nok aldrig kan heles. I dag ville jeg ønske, at jeg havde gjort noget dengang. Vi kender den efterhånden alle sammen.