Et pulterrum

Når jeg tænker tilbage på den aften, hvor kortene for alvor blev lagt på bordet, bliver jeg vred. Vi vidste alle sammen godt, at det på et tidspunkt ville ske, men hele mit liv havde det været et emne, som tilhørte tavshedens mørkbelagte og hemmelighedsfulde pulterrum. Dog havde der i lang tid været en gensidig mistanke om, at alting ikke var som det så ud til, men tanken blev gemt væk, og blev samtaleemne for dem, som ønskede at danse i de fortrængte sjæles skygger. Jeg husker stadig den kolde, mørke aften i september. Min rejse ind i et forbudt, men stadig spændende eventyr skulle til at begynde, men som i alle eventyr, er der først en konflikt, som skal løses for at nå til en lykkelig slutning. Og konflikt det fik jeg. Jeg råbte og skreg af al den kraft min krop var i stand til at rumme. Mit hoved kogte, og blodårerne i mine knyttede næver var tydeligere end nogensinde. Flere års vrede gemt væk i dybet, var endelig nået op til overfladen. Jeg husker hvordan jeg gentagende blev ved med at slå rasende ind i den hvide dør til pulterrummet, som begyndte at flække. Aldrig før havde jeg følt så stor en kraft suse gennem min krop. Jeg blev ved med at råbe og skrige. Spurgte hvorfor jeg af alle mennesker ikke måtte vise mig, som jeg virkelig er. Men ham, der ikke kunne og stadigvæk ikke kan se ud over sin egen næsetip, var overbevist om, at knuden på båndet var for stor, og han klippede det.

Stille, men voldsom psykisk terror er det, der foregår. Vi har haft vores kamp, men i tavsheden lever den videre. Han vil ikke stoppe. Mor, jeg er ved at blive sindssyg. Enten er det ham eller mig. Er det okay, at nå helt derud? At sætte et ultimatum op for dem, man elsker mest i hele verden? Det hele ville være så meget lettere, hvis ham, der ikke kunne og stadigvæk ikke kan se ud over sin egen næsetip og alle hans tilhængere ville lade mig åbne døren til pulterrummet. Ikke smadre - åbne. Hvorfor vil I ikke lade mig åbne døren?

Olivia:Modnet på højde med bjergene

Modnet på højde med bjergene

Jeg blinkede blidt nattens søvnslør ud af øjnene og trak den friske morgenluft helt ned i lungerne.
I soveposens trygge varme nussede jeg mine fødder mod hinanden og sendte derefter et ”godmorgen” i retning af Ane og Ulla, der lå side om side til højre for mig.
Jeg havde fået til vane at nusse min fødder mod hinanden for at pleje deres ømme tilstand.
Dag ind og dag ud havde vi gået diverse små- og storbyer tynde. Mit umiddelbare ikke helt gennemtænkte valg af fodtøj, havde givet mig en helt speciel indsigt i underlagets henholdsvis skarpe kanter og hårde sten, som ikke stod til min fordel. Jeg måtte også indse, at jeg ikke var født med ”kondikroppen”, da min rygsæk havde sat sine mærker.
Mange klager; omkring min ikke helt optimale fysiske tilstand, løb igennem mit hoved.
Disse små negativitets-strømninger blev dog hurtigt skudt i sænk.
Vi var omsluttet af en helt speciel stilhed den morgen i det italienske bjerglandskab. Den eneste lyd der brød naturens stilhed var floden, der med sin rislen sang dagen ind. Et smil bredte sig let på mine læber, og en salighed jeg aldrig før havde kendt, spredte sig i min krop. Mine normale hverdagsklager var ikke af betydning nu, jeg var glad, og jeg vidste at vi kun havde endnu flere gode minder i vente.

Når jeg tænker tilbage på mine oplevelser med interrail og især dagene i de italienske bjerge, finder jeg et hav af gode minder i min bevidsthed. Jeg har dog ikke kunne undgå at reflektere over, hvorvidt denne rejse har haft en dybere funktion for mig som person? Noget mere end et par gode historier til vennerne og at slippe fra mor og far for en stund?
Og jo bestemt!  Selvom jeg ikke kunne mærke en forskel, lige da jeg ramte de danske luftlag igen, ved jeg at denne rejse har modnet mig. Jeg ved nu, at jeg behøvede vores rejse, for at flytte mine grænser og give mig den selvstændighed det kræver at bevæge sig mod voksenlivet.