Den første køretime

Jeg husker det som var det i går. Der sad jeg, på bænken lige foran posthuset, bag banegården. Den bagende sol skinnede lige ned på mig. Sommerfuglene i maven meldte deres ankomst og nervøsiteten steg, da jeg så bilen nærme sig. Snart var det mig der skulle side der bag rettet og suse der ud af. Heldigvis kørte min kørelærer, den første lille del af turen, så vi kom væk fra trafikken omkring banegården. Mine hænder blev fugtige af nervøsitet, for ikke meget længe efter var det min tur. Og der sad jeg så og kørte min første tur, i den fede Audi.

Når jeg tænker tilbage på den dag, får jeg et smil på læben. Følelen af glæde og lettelse var helt ekstrem, jeg overlevede min første køretime. Jeg havde tit tænkt tanken, om jeg mon kunne klare det? Men jeg gjorde det, og efter to måneder sad jeg med mit kort i hånden. Nu når jeg sidder i min egen bil og ser en skolevogn køre forbi, tænker jeg med det samme på dengang det var mig, og om personen måske har det på samme måde som jeg havde?

Camilla PP: Magien der forsvandt

Den 16. februar 2004 var en stor dag for mig. Min mormor og morfar var lige flyttet til Spanien, og min familie og jeg skulle ned at besøge dem for første gang. Jeg havde aldrig været i Spanien før, og det var første gang, jeg skulle ud at flyve. Jeg var meget nervøs. Der var så mange indtryk. Så mange ting, jeg aldrig havde set før. Overalt i lufthavnen så jeg piloter og stewardesser i flotte uniformer. Selve takeoff gjorde også indtryk på mig. Pludselig satte flyet af sted. Kørte hurtigere og hurtigere. Vi lettede, og jeg fik en kilden i maven. Jeg kiggede ud af det lille vindue og så tingene nede på jorden blive mindre og mindre. Blot ti minutter efter var vi helt oppe i luften, og det eneste jeg kunne se var skyer.

I dag, godt og vel elleve år senere er fortidens glamour væk. Nu synes jeg nærmere flyvning er irriterende. Kedeligt, stillesiddende og noget, der bare skal overstås. Jeg synes, jeg bruger mere tid i lufthavnen, end jeg gør i selve flyet.  Man skal møde to timer før afgang, sikkerhedskontrollen er blevet mere og mere besværlig: af med buksebæltet, kun én lighter med, ingen væsker i håndbagagen og så videre og så videre - og dét at nå frem til ens gate er blevet mere eller mindre et orienteringsløb.

Sarah: Og der sad jeg...

Jeg sad der tit. Der ved mit bord. Helt alene. Som jeg jo plejede... Med nakken bøjet, prøvede jeg at gemme mig. I timerne, ved ikke at markere og sidde med hovedet begravet i en bog, eller bag en skærm. I frikvarterene, ved at holde mig for mig selv og forsvinde ind i min egen verden. Væk fra alt. Væk fra de andre! Mobberne og medløberne.. Det var dem der fik mig til at føle mig som.. Ja, som en ting. En lille ugyldig, og ubrugelig ting som man bare kunne kaste med, sparke til, hive og flå i indtil det hele krakelerede og gik itu.

Jeg husker hvordan de hensynsløst tyrede grimme ord imod mig. Smerten var ulidelig. Og selvom jeg virkelig forsøgte at lade være, kunne jeg til sidst ikke fokuserer på andet end deres hånende og stødende kommentarer. Og det gjorde mig ren og skær SINDSSYG.

Jeg har i flere år prøvet at glemme de voldsomme episoder. For når jeg tænker tilbage på min tid i folkeskolen er der ikke nogen gode minder at finde frem. Jeg spekulerer over hvad det var der gjorde, at det var mig der skulle være alene? Hvad var det der gjorde at de andre syntes at det var okay at jeg, som den eneste, skulle holdes uden for fælleskabet? Jeg undrer mig over hvem der egentlig var de værste? Dem som aktivt mobbede og fralagde sig det moralske ansvar? Eller dem som passivt så til, dukkede sig og IKKE forsvarede MIG? Hvad fik de ud af at dukke sig? Jeg ved det ikke og jeg lærer aldrig at forstå det..

Camilla N's blog

Jeg var på vej op ad den lange trappe, som ingen ende ville tage. Jeg kunne mærke at mit hjerte begyndte at slå hurtigere, og jeg kunne mærke nervøsiteten tage over. Jeg var på vej op i himmelskibet i tivoli, en af de højeste forlystelser i forlystelsesparken. Da vi begyndte at bevæge os op,  klamrede jeg mig til de tynde jernhåndtag. Så tog blæsten til og jeg blev bange for at sæderne vil vride sig for meget. Det vi var oppe var udsigten utroligt smuk, men pga. skrækken nød jeg det ikke så meget. 

Selv i dag når jeg skal prøve rutchebaner med en bestemt højde, kan jeg blive nervøs. Selvom oplevelsen ikke hjalp mig af med min højdeskræk, ved jeg at jeg er tættere på at komme over min skræk. Det bedste ved oplevelsen er man føler sig uovervindelig. Man føler at intet kan stoppe en, fordi man har klaret noget man aldrig troede man kunne.

Astrid: Minder

Minder

Jeg slår ind på jordstien, der går langs åen i skoven bag min by. Stien begynder i den lille lysning, hvor der bliver tændt bål hvert år til Sankthans, selvom den ikke længere begynder helt samme sted, som den plejede. Et træ, der faldt under en storm sidste år, har blokeret den gamle vej. Et par hundrede meter henne ad stien, når jeg til det sted, hvor jeg plejede at grave kanaler mellem åen og en lille mose. Jeg havde en ide om, at hvis jeg blev ved, ville jeg kunne dræne mosen, men alt jeg gjorde var, at oversvømme stien, så man ikke længere kan gå der uden at få mudrede sko. Efter det, kommer jeg til det sted, hvor jeg byggede hule med min bror og mine venner. Hulen er der ikke mere, men hvis man ved, hvad man skal kigge efter, kan man stadig se, hvor væggene engang var. Og så den tykke træstamme, der ligger hen over åen som en naturlig bro. Jeg plejede at klatre over den til den anden side, men ikke længere.

Jeg har gået den samme strækning nede ved åen i over ti år. Jeg gik ikke særligt langt ind til at begynde med, men efterhånden som jeg blev mere stedkendt, gik jeg længere og længere ind i skoven. Der er egentlig ikke meget, der har forandret sig fysisk ved stien, det er mig, der har forandret mig. Da jeg var yngre, gik jeg ind i skoven for at grave kanaler og bygge huler. Nu går jeg for det meste ind i skoven for at tage en pause fra de mange pligter, der automatisk dukker op, når man bliver ældre. Så er det rart at gå lidt væk og kigge på resterne af kanalerne og den hule, der ikke er der mere, men som man alligevel godt kan forestille sig har været der. Bare i et lille stykke tid, før jeg går hjem og er voksen igen. I hvert fald næsten.

Oplæg - rækkefølge foråret 2015

14.1. Astrid

20.1. Camilla N

21.1. Sarah

27.1. Camilla P

28.1. Seldina

3.2. Cecilie

17.2. Daniella

18.2. Sophie

24.2. Deeqo

25.2. Vehida

3.3. Freja

4.3. Nhi

10.3. Joachim
11.3. Saeed

17.3. Julie C

7.4. Marie

14.4. Melina

28.4. Natasa

5.5. Nina

19.5. Pernille