Pernille: Blot et åndssvagt svømmestævne

Adrenalinen fik mit hjerte til at hamre. De sidste par måneders hårde arbejde skulle endelig bære frugt. Måske. Det var min fødselsdag, men det havde ind til videre været den værste dag i meget lang tid. Nu stod jeg så her. Benene rystede, hætten strammede og det føltes som om, at mine øjne var ved at blive ædt af brillerne, som jeg havde boret ind i huden af frygt for at miste dem i springet. En fløjte lød, og jeg stillede mig op på springbrættet, som jeg havde øvet så mange gange før. Højre fodens tæer lige ud over kanten, og venstre foden tilbage i en 30 graders vinkel. Mit hjerte sad helt oppe i halsen, da jeg placerede hænderne i hver sin ende af brættet, og jeg blev et øjeblik nervøs for, at jeg ville kaste op ned i vandet. Buzzeren lød. Jordforbindelsen forsvandt og blev snart erstattet af det kolde vand, som fik adrenalinen til at pumpe endnu hurtigere, mens armene og benene spjættede derudaf som aldrig før.

Når jeg tænker tilbage på mit første svømmestævne, en snefuld 1. december 2013, er det med et smil på læben. Jeg husker så tydeligt nervøsiteten, som hærgede min krop og tanker i flere uger op til. Nu kan jeg selvfølgelig ikke andet end at grine af det, for hvorfor var jeg overhovedet så nervøs? Jeg har jo oplevet hundredevis af andre ting, der burde have påvirket mig mere end et åndssvagt svømmestævne. Måske var det følelsen af, at være på totalt fremmed territorium for en gangs skyld. At få bolden og løbeskoene skiftet ud med en kæmpe pool og en urimelig stram badedragt. Det virker i grunden en smule ironisk. Et år på udveksling, og det, som skulle ende med at skræmme mig allermest, var en 50 meter lang svømmetur. 

Det hele var uhyggeligt klart, som om alt det der normalt foregik inde i hovedet på mig forsvandt og blev erstattet af en eneste fuldstændig ren følelse. Raseri. Der var intet andet, kun denne ene følelse der med et fik kontrol over hele min krop. Det var som en bølge der blev sat i gang og jeg kunne ikke forhindre mig selv i ikke at blive væltet omkuld og drukne i den, jeg blev revet med og glemte alt.

Det var første gang jeg oplevede at være så forblændet af en enkelt følelse, at jeg fuldstændig mistede kontrollen over mig selv, at jeg kunne blive så rasende, at det der var "mig", min personlighed, druknede og forsvandt. I dag skræmmer det mig at jeg med ét kunne miste mig selv i en enkelt følelse, at jeg ikke længere kunne kontrollere mine egne handlinger, men bare lod mig rive med uden at tænke over konsekvenserne, det gør mig bange at tænke på at jeg ikke længere helt ved hvem jeg er, at der er noget inden i mig jeg ikke helt kan styre.