Decemberorkanen

Det var en fredag aften i december måned, 1999. Jeg havde søgt tryghed i min blå lænestol foran fjernsynet, mens jeg lyttede til stormvejret udenfor. Disney Show var lige begyndt, da min mor kom ind. Det var min bror, der havde ringet. Han havde bedt hende om at flytte bilen, så den ikke ville blive ramt af flyvende tagsten, og hun besluttede sig for at bære mig op på mit værelse imens. 

Men efter at have siddet i min seng i 5-10 minutter hørte jeg en høj lyd, der kom nede fra stueetagen. Min mor kom ind og forklarede, at der var fuldkommen styr på det hele, men eftersom jeg var alt for nysgerrig, gav hun alligevel efter og tog mig med nedenunder. Da vi kom hen til stuen, stoppede hun foran dørtærsklen og lod mig kigge ind. Ruden bagerst i rummet havde spredt sig som glasskår udover gulvet, og i den blå lænestol, hvor jeg få minutter forinden havde siddet, lå den røde tagsten, der havde forsaget det hele.

Når jeg tænker tilbage på denne her aften, er det klart, at jeg ikke kan undgå at forestille mig situationen, havde min mor ageret anderledes. Og værst af alt hvis vi begge havde været derinde, da tagstenen fløj gennem ruden. Nogle år senere fandt jeg ud af, hvad det var for en storm. Den blev kaldt Decemberorkanen, hvor 800 mennesker blev kvæstet, og seks mennesker blev dræbt. Det fik mig selvfølgelig til at reflektere over, hvor skrøbelige vi egentlig er – men ikke mindst hvor heldige vi trods alt var, at vi ikke blev en del af dem, min mor og jeg. 

Noget af det bedste

Jeg lagde nøglerne på køkkenbordet med en raslen, mens døren smækkede blidt i efter mig. Jeg råbte højt gennem huset, vel vidende hun ikke ville høre mig. Sekunder efter stillede jeg skoene ved væggen og hængte min jakke op på knagerækken. Mine bevægelser var en rutine, og de afslørede tydeligt, at jeg følte mig hjemme. I samme øjeblik, jeg skubbede stuedøren op, mærkede jeg smilet vokse i mit ansigt. Min mormor rejste sig hurtigt op fra sin sædvanlige stol, brillerne lidt på skrå. Jeg kunne tydeligt se glæden oplyse hendes øjne. Hun bredte armene ud for at knuge mig ind til sig, som havde hun ikke set mig i årevis.  

Et enkelt, lille kram symboliserer, for mig, noget af det bedste. Men hvad gør, at noget så simpelt kan blive så vigtig en erindring? Hvorfor er det et øjeblik, jeg aldrig vil glemme? Min 90-årige mormor har, igennem de sidste atten år, været en meget vigtig del af mit liv. De sidste par år er rollerne dog langsomt blevet byttet om, men et øjeblik, som dette, vil aldrig ændre sig: Det er ikke bare et kram. Nej, jeg forbinder krammet med en hel personlighed. En personlighed der har været ved mig hvert eneste skridt af vejen – og mere til.  

Noget konkret og noget abstrakt

August 2012 blev min fætter og hans kone gift. Til selve brylluppet skulle jeg på et tidspunkt på toilet. Jeg går ind på det toilet, hvor "hoveddøren" er åben, og tænker ikke på at tjekke hvilket toilet det er. Hvorom alting er, da jeg vasker hænder, kommer min fætters ven ud af et andet toilet og kigger lidt mærkeligt på mig. Jeg smiler sådan lidt og tænker ikke over det. Efter et godt stykke tid, skal jeg igen på toilet. Denne gang, da jeg er på vej mod det samme toilet, ser min far mig og siger: "skynd dig væk, det her er drengetoilettet" og smiler lidt. Mens jeg er på vej væk, ser jeg i spejlet en mand, der kigger på mig. Jeg siger, pinligt berørt, "oh shit undskyld, jeg troede det var et toilet for begge køn" og smiler mens jeg skynder at vende mig om og finde pigetoilettet. Jeg finder så ud af at døren til pigetoilettet var lukket og at det var grunden til at jeg ikke havde set det.

Resten af festen undgik jeg øjenkontakt og at være i nærheden af min fætters ven, som når en elefant går en kæmpestor bue uden om en mus.

Stadig i dag bliver jeg pinligt berørt. Men hvordan kan det være? Det kan jo ske for alle at komme til at gå ind på det forkerte toilet. Var det virkelig en så pinlig oplevelse? Og hvorfor skal mændenes toiletdør overhovedet være åbent? Det er jo ligefrem de gerne vil have at man skal se dem!? Kunne det være pinligt pga. at han så pæn ud? og fra den alder af er man interesseret i det modsatte køn. Mon han heller ikke tænkte over det? Hvad tænkte han egentligt siden han kiggede sådan på mig? Tja det finder vi aldrig ud af.