Decemberorkanen

Det var en fredag aften i december måned, 1999. Jeg havde søgt tryghed i min blå lænestol foran fjernsynet, mens jeg lyttede til stormvejret udenfor. Disney Show var lige begyndt, da min mor kom ind. Det var min bror, der havde ringet. Han havde bedt hende om at flytte bilen, så den ikke ville blive ramt af flyvende tagsten, og hun besluttede sig for at bære mig op på mit værelse imens. 

Men efter at have siddet i min seng i 5-10 minutter hørte jeg en høj lyd, der kom nede fra stueetagen. Min mor kom ind og forklarede, at der var fuldkommen styr på det hele, men eftersom jeg var alt for nysgerrig, gav hun alligevel efter og tog mig med nedenunder. Da vi kom hen til stuen, stoppede hun foran dørtærsklen og lod mig kigge ind. Ruden bagerst i rummet havde spredt sig som glasskår udover gulvet, og i den blå lænestol, hvor jeg få minutter forinden havde siddet, lå den røde tagsten, der havde forsaget det hele.

Når jeg tænker tilbage på denne her aften, er det klart, at jeg ikke kan undgå at forestille mig situationen, havde min mor ageret anderledes. Og værst af alt hvis vi begge havde været derinde, da tagstenen fløj gennem ruden. Nogle år senere fandt jeg ud af, hvad det var for en storm. Den blev kaldt Decemberorkanen, hvor 800 mennesker blev kvæstet, og seks mennesker blev dræbt. Det fik mig selvfølgelig til at reflektere over, hvor skrøbelige vi egentlig er – men ikke mindst hvor heldige vi trods alt var, at vi ikke blev en del af dem, min mor og jeg.