En mørk og blæsende okotberaften deltog jeg i gysernatten på
Valdemar Slot. Dette gjorde jeg ikke med min gode vilje og jeg gik ind med en forudsætning
om, at blive skræmt fra vid og sans. Denne forudsætning blev hurtigt opfyldt. Jeg
havde knap nok fundet en plads i køen, før jeg opdagede, at en klovn stod og
åndede mig i nakken og grinede, som kun en klovn fra dit værste mareridt kan. Overalt
var der skræmmere i de mest makabre og skumle udklædninger. Alt fra
motorsavsmassakren til et sindssygehospital var opført, kun for at give os
tilskuere en helt speciel, hårrejsende oplevelse. Rundt om et hvert hjørne, bag
enhver dør, stod en ny til at skræmme livet af dig. Selv hvis der ikke lurede
nogen, var selve uvisheden lige så frygtelig. Natten var fuld af skrig og jeg
var da også en af dem, der havde ondt i halsen dagen efter. Der var mange
forskellige reaktioner blandt folk, nogle grinte, andre skreg som besat ved det
mindste vindstød. Jeg oplevede endda en pige, der løb grædende væk fra en
skræmmer.
Hele oplevelsen, specielt synet af den grædende pige, satte
skub i tankerne på hjemturen. Hvorfor lader vi mennesker os skræmme frivilligt?
Vi ved på forhånd, at hjertet højst sandsynligt vil sidde oppe i halsen hele
aftenen, hvorfor vil nogen valgfrit medvirke til det? Vi deltager i begivenheden,
velvidende at vi bliver skræmt. Vi bliver endda skuffede hvis vi ikke bliver
tilstrækkeligt bange for skræmmerene.
Lysten til et godt gys, ligger dybt i
mange mennesker. Måske lærer vi at håndterer frygt på den måde, måske er det en
måde at opnå et adrenalinkick på, måske elsker nogen bare at blive bange, eller
måske blev man, som mig, tvunget til at se frygten i øjnene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar