Min sport 

Jeg kunne mærke hestens bevægelser helt indtil knoglerne. Dens åndedrag og dens muskler som arbejdede på livet løs for at holde galoppens rytme. Jeg husker hvordan min ridelærer råbte med sin hæse stemme, at jeg skulle skulle læne mig tilbage og lade hestens rytme føre os hen mod springet, og i det sidste galopspring lade hesten tage tøjlen og føre os over. Jeg red galoppen og fokuserede på springet som stod placeret op ad barrieren. I det hesten satte af over springet skete det uforudsigelige. Den lavede et kæmpe bukkespring på vej over springet, efterfuldt af seks bukkespring på jorden. Jeg fløj af og landede hårdt på ridebanens kolde bund. Efter det husker jeg intet. 

Når jeg tænker tilbage på denne voldsomme episode, spekulere jeg på hvad det er der gør, at man stoler så blindt på så stærkt og utilregneligt et dyr. Ridesporten og heste som er en stor del af mit liv har medført mange skader, som jeg aldrig kommer af med. I dette tilfælde fik jeg blackout og kan intet huske, efterfuldt af en meget voldsom hjernerystelse og et par trykkede ribben. Alligevel vender jeg gang på gang tilbage til dissse store dyr, da det er dem min kærlighed og passion tilhører. 

Et pulterrum

Når jeg tænker tilbage på den aften, hvor kortene for alvor blev lagt på bordet, bliver jeg vred. Vi vidste alle sammen godt, at det på et tidspunkt ville ske, men hele mit liv havde det været et emne, som tilhørte tavshedens mørkbelagte og hemmelighedsfulde pulterrum. Dog havde der i lang tid været en gensidig mistanke om, at alting ikke var som det så ud til, men tanken blev gemt væk, og blev samtaleemne for dem, som ønskede at danse i de fortrængte sjæles skygger. Jeg husker stadig den kolde, mørke aften i september. Min rejse ind i et forbudt, men stadig spændende eventyr skulle til at begynde, men som i alle eventyr, er der først en konflikt, som skal løses for at nå til en lykkelig slutning. Og konflikt det fik jeg. Jeg råbte og skreg af al den kraft min krop var i stand til at rumme. Mit hoved kogte, og blodårerne i mine knyttede næver var tydeligere end nogensinde. Flere års vrede gemt væk i dybet, var endelig nået op til overfladen. Jeg husker hvordan jeg gentagende blev ved med at slå rasende ind i den hvide dør til pulterrummet, som begyndte at flække. Aldrig før havde jeg følt så stor en kraft suse gennem min krop. Jeg blev ved med at råbe og skrige. Spurgte hvorfor jeg af alle mennesker ikke måtte vise mig, som jeg virkelig er. Men ham, der ikke kunne og stadigvæk ikke kan se ud over sin egen næsetip, var overbevist om, at knuden på båndet var for stor, og han klippede det.

Stille, men voldsom psykisk terror er det, der foregår. Vi har haft vores kamp, men i tavsheden lever den videre. Han vil ikke stoppe. Mor, jeg er ved at blive sindssyg. Enten er det ham eller mig. Er det okay, at nå helt derud? At sætte et ultimatum op for dem, man elsker mest i hele verden? Det hele ville være så meget lettere, hvis ham, der ikke kunne og stadigvæk ikke kan se ud over sin egen næsetip og alle hans tilhængere ville lade mig åbne døren til pulterrummet. Ikke smadre - åbne. Hvorfor vil I ikke lade mig åbne døren?

Olivia:Modnet på højde med bjergene

Modnet på højde med bjergene

Jeg blinkede blidt nattens søvnslør ud af øjnene og trak den friske morgenluft helt ned i lungerne.
I soveposens trygge varme nussede jeg mine fødder mod hinanden og sendte derefter et ”godmorgen” i retning af Ane og Ulla, der lå side om side til højre for mig.
Jeg havde fået til vane at nusse min fødder mod hinanden for at pleje deres ømme tilstand.
Dag ind og dag ud havde vi gået diverse små- og storbyer tynde. Mit umiddelbare ikke helt gennemtænkte valg af fodtøj, havde givet mig en helt speciel indsigt i underlagets henholdsvis skarpe kanter og hårde sten, som ikke stod til min fordel. Jeg måtte også indse, at jeg ikke var født med ”kondikroppen”, da min rygsæk havde sat sine mærker.
Mange klager; omkring min ikke helt optimale fysiske tilstand, løb igennem mit hoved.
Disse små negativitets-strømninger blev dog hurtigt skudt i sænk.
Vi var omsluttet af en helt speciel stilhed den morgen i det italienske bjerglandskab. Den eneste lyd der brød naturens stilhed var floden, der med sin rislen sang dagen ind. Et smil bredte sig let på mine læber, og en salighed jeg aldrig før havde kendt, spredte sig i min krop. Mine normale hverdagsklager var ikke af betydning nu, jeg var glad, og jeg vidste at vi kun havde endnu flere gode minder i vente.

Når jeg tænker tilbage på mine oplevelser med interrail og især dagene i de italienske bjerge, finder jeg et hav af gode minder i min bevidsthed. Jeg har dog ikke kunne undgå at reflektere over, hvorvidt denne rejse har haft en dybere funktion for mig som person? Noget mere end et par gode historier til vennerne og at slippe fra mor og far for en stund?
Og jo bestemt!  Selvom jeg ikke kunne mærke en forskel, lige da jeg ramte de danske luftlag igen, ved jeg at denne rejse har modnet mig. Jeg ved nu, at jeg behøvede vores rejse, for at flytte mine grænser og give mig den selvstændighed det kræver at bevæge sig mod voksenlivet.

fra konkret til abstrakt

En mørk og blæsende okotberaften deltog jeg i gysernatten på Valdemar Slot. Dette gjorde jeg ikke med min gode vilje og jeg gik ind med en forudsætning om, at blive skræmt fra vid og sans. Denne forudsætning blev hurtigt opfyldt. Jeg havde knap nok fundet en plads i køen, før jeg opdagede, at en klovn stod og åndede mig i nakken og grinede, som kun en klovn fra dit værste mareridt kan. Overalt var der skræmmere i de mest makabre og skumle udklædninger. Alt fra motorsavsmassakren til et sindssygehospital var opført, kun for at give os tilskuere en helt speciel, hårrejsende oplevelse. Rundt om et hvert hjørne, bag enhver dør, stod en ny til at skræmme livet af dig. Selv hvis der ikke lurede nogen, var selve uvisheden lige så frygtelig. Natten var fuld af skrig og jeg var da også en af dem, der havde ondt i halsen dagen efter. Der var mange forskellige reaktioner blandt folk, nogle grinte, andre skreg som besat ved det mindste vindstød. Jeg oplevede endda en pige, der løb grædende væk fra en skræmmer.

Hele oplevelsen, specielt synet af den grædende pige, satte skub i tankerne på hjemturen. Hvorfor lader vi mennesker os skræmme frivilligt? Vi ved på forhånd, at hjertet højst sandsynligt vil sidde oppe i halsen hele aftenen, hvorfor vil nogen valgfrit medvirke til det? Vi deltager i begivenheden, velvidende at vi bliver skræmt. Vi bliver endda skuffede hvis vi ikke bliver tilstrækkeligt bange for skræmmerene. 

Lysten til et godt gys, ligger dybt i mange mennesker. Måske lærer vi at håndterer frygt på den måde, måske er det en måde at opnå et adrenalinkick på, måske elsker nogen bare at blive bange, eller måske blev man, som mig, tvunget til at se frygten i øjnene.

Decemberorkanen

Det var en fredag aften i december måned, 1999. Jeg havde søgt tryghed i min blå lænestol foran fjernsynet, mens jeg lyttede til stormvejret udenfor. Disney Show var lige begyndt, da min mor kom ind. Det var min bror, der havde ringet. Han havde bedt hende om at flytte bilen, så den ikke ville blive ramt af flyvende tagsten, og hun besluttede sig for at bære mig op på mit værelse imens. 

Men efter at have siddet i min seng i 5-10 minutter hørte jeg en høj lyd, der kom nede fra stueetagen. Min mor kom ind og forklarede, at der var fuldkommen styr på det hele, men eftersom jeg var alt for nysgerrig, gav hun alligevel efter og tog mig med nedenunder. Da vi kom hen til stuen, stoppede hun foran dørtærsklen og lod mig kigge ind. Ruden bagerst i rummet havde spredt sig som glasskår udover gulvet, og i den blå lænestol, hvor jeg få minutter forinden havde siddet, lå den røde tagsten, der havde forsaget det hele.

Når jeg tænker tilbage på denne her aften, er det klart, at jeg ikke kan undgå at forestille mig situationen, havde min mor ageret anderledes. Og værst af alt hvis vi begge havde været derinde, da tagstenen fløj gennem ruden. Nogle år senere fandt jeg ud af, hvad det var for en storm. Den blev kaldt Decemberorkanen, hvor 800 mennesker blev kvæstet, og seks mennesker blev dræbt. Det fik mig selvfølgelig til at reflektere over, hvor skrøbelige vi egentlig er – men ikke mindst hvor heldige vi trods alt var, at vi ikke blev en del af dem, min mor og jeg. 

Noget af det bedste

Jeg lagde nøglerne på køkkenbordet med en raslen, mens døren smækkede blidt i efter mig. Jeg råbte højt gennem huset, vel vidende hun ikke ville høre mig. Sekunder efter stillede jeg skoene ved væggen og hængte min jakke op på knagerækken. Mine bevægelser var en rutine, og de afslørede tydeligt, at jeg følte mig hjemme. I samme øjeblik, jeg skubbede stuedøren op, mærkede jeg smilet vokse i mit ansigt. Min mormor rejste sig hurtigt op fra sin sædvanlige stol, brillerne lidt på skrå. Jeg kunne tydeligt se glæden oplyse hendes øjne. Hun bredte armene ud for at knuge mig ind til sig, som havde hun ikke set mig i årevis.  

Et enkelt, lille kram symboliserer, for mig, noget af det bedste. Men hvad gør, at noget så simpelt kan blive så vigtig en erindring? Hvorfor er det et øjeblik, jeg aldrig vil glemme? Min 90-årige mormor har, igennem de sidste atten år, været en meget vigtig del af mit liv. De sidste par år er rollerne dog langsomt blevet byttet om, men et øjeblik, som dette, vil aldrig ændre sig: Det er ikke bare et kram. Nej, jeg forbinder krammet med en hel personlighed. En personlighed der har været ved mig hvert eneste skridt af vejen – og mere til.  

Noget konkret og noget abstrakt

August 2012 blev min fætter og hans kone gift. Til selve brylluppet skulle jeg på et tidspunkt på toilet. Jeg går ind på det toilet, hvor "hoveddøren" er åben, og tænker ikke på at tjekke hvilket toilet det er. Hvorom alting er, da jeg vasker hænder, kommer min fætters ven ud af et andet toilet og kigger lidt mærkeligt på mig. Jeg smiler sådan lidt og tænker ikke over det. Efter et godt stykke tid, skal jeg igen på toilet. Denne gang, da jeg er på vej mod det samme toilet, ser min far mig og siger: "skynd dig væk, det her er drengetoilettet" og smiler lidt. Mens jeg er på vej væk, ser jeg i spejlet en mand, der kigger på mig. Jeg siger, pinligt berørt, "oh shit undskyld, jeg troede det var et toilet for begge køn" og smiler mens jeg skynder at vende mig om og finde pigetoilettet. Jeg finder så ud af at døren til pigetoilettet var lukket og at det var grunden til at jeg ikke havde set det.

Resten af festen undgik jeg øjenkontakt og at være i nærheden af min fætters ven, som når en elefant går en kæmpestor bue uden om en mus.

Stadig i dag bliver jeg pinligt berørt. Men hvordan kan det være? Det kan jo ske for alle at komme til at gå ind på det forkerte toilet. Var det virkelig en så pinlig oplevelse? Og hvorfor skal mændenes toiletdør overhovedet være åbent? Det er jo ligefrem de gerne vil have at man skal se dem!? Kunne det være pinligt pga. at han så pæn ud? og fra den alder af er man interesseret i det modsatte køn. Mon han heller ikke tænkte over det? Hvad tænkte han egentligt siden han kiggede sådan på mig? Tja det finder vi aldrig ud af. 

Eksempel på bevægelse fra konkret til abstrakt

En mørk decemberaften i 1979 længe efter at jeg var blevet puttet, lå jeg som 6-årig under min dyne og lyttede til Peter Kitters oplæsning af H.C. Andersens kunsteventyr Grantræet. Historien tonede frem i ussel mono fra en lille kassettebåndoptager, men lydkvaliteten til trods oplevede jeg i løbet af de ca. 10 minutter, fortællingen varede, hvordan eventyret sugede mig ind i et for mig ukendt univers og ubarmhjertigt fjernede al fast grund under mine fødder. Da Peter Kitter berettede om det lille charmerende grantræ, der efter en kummerlig tid på loftet blev brændt i gården, mens det stædigt forsøgte at overbevise sig om, at det atter skulle opleve juleaftens lyksalighed, ramte det mig med en kraft og en sorg og en magtesløshed så voldsom, at jeg endnu i dag, 35 år efter, bliver isnende kold, når jeg tænker tilbage på det. Så sindsoprivende var oplevelsen, at jeg end ikke kunne græde, blot ligge lammet under dynen. Først dagen efter, da jeg i vintermørket og kulden var blevet kørt i børnehave, forløstes en hel nat uden søvn i tårer.
Jeg har siden ofte dvælet ved denne aften og nat i 1979. Hvad var det for en narrativ kraft i eventyret, der for en stund kunne flå mig ud af den virkelige verden og hvirvle mig ind i et univers med talende træer og dyr? Og var det i virkeligheden så brutal en oplevelse? Når jeg lader min voksne bevidsthed granske den reaktion, Grantræet affødte hos mig, bliver jeg mere og mere tilbøjelig til at se det som et af mit livs lykkeligste øjeblikke: da Kitters stemme akkompagneret af den pibende båndoptager og højttalerens susen slog fortællingen an – Ude i skoven stod der sådan et nydeligt grantræ – bevægede jeg mig i fantasien samtidig ud i de dybe skove og efterlod uden skrupler min grædende lillebror, diskussionerne inde fra stuen (’nej, vi skændes ikke…’), vintermørket og den kolde Citroen 2CV alt, alt for tidligt om morgenen. Uden at være klar over det, foretog jeg mig mit livs første virkelighedsflugt

Om bloggen

Wikipedias definition af en blog:

"En blog (eller weblog) er en hjemmeside, som opdateres jævnligt med korte tekster (indlæg eller poster) med den nyeste øverst. Der er ofte mulighed for, at læserne kan kommentere de enkelte indlæg. Indholdet kan variere fra det personligt dagbogsagtige til det politisk debatterende eller tematiske. En blog er ofte knyttet til en person, men kan også deles af en større gruppe. Den, der skriver/redigerer en blog, kaldes en blogger."

 

"Skriv verden frem"

Den gode blog er kendetegnet ved at være levende og fængende og have noget på hjerte. Som i de tre stilegenrer skal man altså undgå at være indforstået og/eller uengageret. Bloggen skal give sine læsere lyst til at læse videre...

I vores sammenhæng er der flg. rammer om bloggen

- I skal lave den på skift, én om ugen (se listen nedenfor). Vi indleder hver tirsdagstime med en ca. 5 minutter lang fælles blogseance, hvor vi læser/hører bloggen og giver spontan feedback på den

- I skal skrive om et eller andet relevant, fx en tekst, film eller emne vi har arbejdet med i dansk, en pudsig oplevelse i kantinen, en aktuel begivenhed eller nogle tanker I har gjort jer om eksistensen

- Teksten skal kunne læses højt på 1/2-1 minut - I behøver altså ikke bruge uanede mængder af tid på at skrive blogindlægget

- I må godt nævne lærere og elever ved navn, men altid i en respektfuld og anstændig tone

- I må ikke skrive blogs med politisk eller religiøst indhold

- Obligatorisk benspænd: I skal i jeres blogindlæg lav en bevægelse fra konkret til abstrakt

I skal på skift bidrage til denne blogside - i denne rækkefølge

26/8 Julie K

9/9 Maria

16/9 Camilla PP

30/9 Daniella

7/10 Camilla N

21/10 Astrid

28/10 Pernille

4/11 Cecilie

11/11 Deeqo

18/11 Freja

25/11 Joachim

2/12 Julie C

Marie

Martina

Melina

Natasa

Nikolaj

Nikoline

Nina

Olivia

Pernille

Saaed

Sarah

Seldina

Sofie

Sophie

Nhi

Vehida

Indledning 

1) Hvor meget kender vi egentlig hinanden? Det er hvad Tarek Omar spørger sin læser om i novellen ”de solbrændte tunger” som er skrevet i 2011. Her stifter vi bekendtskab med de tre muslimske kvinder; uhm Nizar, boligblokkens reporter alias sladdertante, uhm Walid den fornuftige og uhm Chadi den dobbeltmoralske, der deler sladder om en kvinde der gik i seng med en dansk mand. Disse kvinder bekræfter den typiske danske opfattelse af de muslimske kvinder og deres hverdag. Men novellen peger ikke kun ind i vores opfattelse af kvinderne, den peger også ind i os selv, som danskere. Da vi får den stereotype danske fremstilling sat i perspektiv. Måden Tarek Omar fortæller historien på, gennem replikker, giver os plads til selv at tænke og udlede centrale passager i teksten, der fortæller om kvinderne og deres holdninger til deres egen, og selv den danske kultur.

2) I Tarek Omars novelle De solbrændte tunger fra 2011, bliver vi med det samme præsenteret for de stereotyper der kan findes i det muslimske samfund i form af åbningssætningen: ”På en bænk et sted i Aalborg en hverdag i arbejdstiden”. Tarek Omar leger med ilden, i hans beskrivelser af de forskellige stereotyper af danskere og muslimer. Danske kvinder passer ikke på deres mænd og er ((slutty)), mens de muslimske kvinder ikke bestiller andet, end at lave gryderetter til deres mænd.

Tarek Omar gør ikke brug af en egentlig fortæller, da han kun gør brug af dialog, og tvinger dermed læseren til selv at sætte sig ind i personernes tankegang, og koble deres relationer og syn på livet sammen. Jo længere vi kommer ind i novellen, jo mere for vi også øjnene op for, hvordan disse kvinder er stærkt dobbeltmoralske og egentlig ikke er bedre end den kvinde de selv sidder og taler negativt om. Kvinder ved at sladder er en forhadt ting i deres religion, men det er alligevel dette de beskæftiger sig med hver dag.

3) I Tarek Omars novelle Selvmordet fra 2011, møder vi 2. generationsindvandreren Bilal. Bilal har rødder i Libanon, som hans knap så troende far og særligt troende mor har bragt med hjem, men som Bilal holder stærkt fast ved. Bilals stærke tro på islam og sit hjemland kommer til hans store skuffelse, selvom han advares mod det mere moderne Libanon. Hans tilhørsforhold brister, og han splittes mellem sine forestillinger om det ønskede Libanon og hvad virkeligheden bringer ham.
I Omars panoramiske beretning om Bilal spiller temaet en stor rolle. Bilal bliver yderst chokeret da han endelig får sin tur til Libanon, men allerede i den libanesiske lufthavn, må han konfronteres med sit danske jeg og libanesiske jeg. Tingene bliver ikke bedre med tiden, tværtimod stilles Bilal frem og må præstere sit ypperste for at forsvare, hvad han tror på, og hvad han har knap så meget styr på. 

4) I Tarek Omars novelle Selvmordet fra 2011, følger vi Bilal. Han er født i Danmark og er dansk statsborger, men svæver lidt i et tomrum mellem at være dansk, og det at han har libanesiske rødder. Hans familie er ligesom ham selv opdelt mellem de to kulturer. Hans mor er meget troende og bærer tørklæde hvorimod faderen ikke beder, men til gengæld drikker, hvilket strider mod islam.
Vi følger Bilal da han får øjnene op for det Libanon som på ingen måde lever op til de forestillinger som han havde i sit hoved. Pigerne er letpåklædte og flirtende, og drengene drikker og omgås piger. 

5) At komme til et andet land kan være meget problematisk da man ikke kun forlader de bekendte ansigter og steder, men også efterlader en del af sig selv. Sin kultur, normer og de trygge rammer, man plejer at have om sig, lægger man bag sig til fordel for et ukendt land, hvor man bliver blottet overfor en helt ny verden. En verden man er nødt til at integrere sig i med fare for at miste sig selv. Den problematiske situation bringes vores hovedperson Farshad i i Pælsevognen af Tarek Omar, hvor integration bliver til assimilation.

6) ”Nej, det er langt mere ulækkert med en dansker.” Med denne centrale replik lander vi midt i Tarek Omars novelle De solbrændte tunger fra år 2011. Novellen finder sted på en bænk i Aalborg. Gennem replikker bliver læseren præsenteret for tre muslimske kvinder, der fordriver tiden med boligblokkens saftigste sladder. På, hvad der svarer til, en samtalelængde trækker forfatteren samfundsrelevante problemstillinger frem, som han undervejs i novellen tvinger læseren til at tage stilling til. Forholdet mellem nydanskerne og danskerne bliver beskrevet med tydelige stereotyper, der provokerer, reviderer og sætter gang i læserens tanker.  

Afrunding

1) Novellen skaber et overblik over den danske så vel som den muslimske hverdag hvor vi som mennesker bliver stillet overfor hinanden og vores forskelle, de tre kvinder bliver hver især stillet overfor deres eget liv og opfattelse af sig selv i form af synspunkter på den danske verden, de lever i. De tre kvinder ser sig selv som ”gode” muslimer, når de ser på de danske kvinder og deres opførsel. De glemmer bare at se på sig selv og de ændringer, der sker i deres opfattelse af "de gode kvinder” gennem teksten. Tarek Omar viser os gennem denne novelle, hvordan de to kulturer, der støder sammen, ikke kan undgå at påvirke hinanden.

2) Tarek Omar prikker kraftigt til både danskernes værdier, men i den grad også til dem med anden etnisk baggrund. Han gør det klart, at ingen er bedre end andre. Han sætter med De solbrændte tunger sætter fokus på forskellene mellem danernes normer og muslimernes normer, og pointerer at de nok i virkeligheden ikke er så langt fra hinanden, som de to parter går og tror.

Omar tager direkte fat på forskelle og ligheder mellem de to kulturer og skriver hudløst ærligt om dem, og lader os som læsere beslutte hvad vi mener der er rigtigt og forkert.

3) ”Bilals taske væltede, og bogen, som læreren havde givet ham, faldt ud og blev våd. Bogtaverne i bogen blev utydelige og sammensmurte. Han lod bogen være, mens vandet fossede i gennem siderne og opløste de trykte ord i bogen.”. Bogen er som et symbol på Bilal. Han falder fra sin far og ind i den religion, han altid har troet på, som et æble falder fra stammen og rammer jorden med et stød. Bilals indre er som ordene og siderne i bogen. Fyldt med lærdom og religion splittes han fra det u-troende til det troende. Han opløses som person, for at finde sig selv. Han vender tilbage til sine rødder, tilbage til hvor han virkelig hører til. 

4) Bilals møde med Libanon har spaltet hans tilhørsforhold, og han har svært ved at finde ud af hvor han hører til. I Danmark bliver han set som fuldblodsaraber, men i Libanon bliver han set som dansker. ”Om et par dage ville han være hjemme”, det tænker han inden rejsen, men hvor han virkelig er hjemme, det ved han ikke.

Tarek Omar har gennem hele novellesamlingen lagt meget vægt på den splittelse som flere etniske danskere har. Er de danskere eller er de fx libanesere, det er et udbredt problem. I skolen er man dansker, men ligeså snart man træder ind af hoveddøren hjem til, så er man libaneser. Det er også det problem Bilal står overfor, fordi han føler ikke at han er nogen af delene, men hvem er han så? 

5) .....

6) Tarek Omar belyser med denne novelle mange samfundsrelevante problemstillinger. Dette er en konfrontation som det danske samfund bliver præsenteret for hver dag.

………

Kultursammenstød er et gennemgående tema i hele novellesamlingen MuhameDANEREN

…….

 Uhm Nazi, Uhm Walid og Uhm Chadi, er klare stereotyper på tre arabiske kvinder …………   

Frihed

Frihed

Jeg kunne ikke stoppe med at smile. Blodet der sprøjtede når mine slag ramte ham, gjorde hele oplevelsen så vidunderlig befriende. Jeg forstillede mig ofte hvordan det var at være offeret; Var det den sammen følelse som jeg havde den gang det var mig selv? Selvom denne tanke opstod, forsvandt den hurtigt igen da følelsen af magt og overlegenhed, overbruste mine sidste rester af menneskelige følelser. Endnu et slag ramte og lyden af den brækkede næse, ringede sødt i mine ører. Verden udenfor forvandt, der var kun mig og smerten i mine knoer efter slagende. Jeg elskede det, at synke ned i min egen verden, hvor intet andet end smerten og de hulkende vejrtrækninger fra mine ofre var tilbage. Dette var livet, dette var min verden. Det her var stedet hvor jeg kunne være fri.       

Af Nina Laugesen

Bag facaden

 

 

Bag facaden

Han skreg, men jeg hørte det ikke. Hans mund som bevægede sig, var det eneste som afslørede ham. Det føltes som om jeg var i trance, alligevel var jeg lysvågen. Mine hænder føltes varme, som de knyttes endnu en gang. Jeg gentagede succesen igen og igen, indtil jeg virkede tilfreds med min bedrift. Da jeg endelig vågnede, stirrede jeg blot på mit bytte, som lå krøllet sammen for mine fødder. Han skreg ikke længere, ej hellere græd han trods blodet fra sin underlæben og de yndige blågule plamager i hans ansigt. Tårerne piplede dog frem fra hans øjenkroge da vores øjne skabte kontakt og mine så fordømmende på ham.
"Tudefjæs" lød det i en irritabelt tone, inden jeg vendte om og begik mig ud i den tomme skolegård. Her ville de andre hver eneste dag løbe omkring, spille fodbold eller nyde solskinnet sammen, de ville alle have smil på læberne, store brede smil. Aldrig var der en der gik alene, kun mig.
Da jeg var ude af mit offers synsfelt, faldt jeg sammen på den hårde asfalt. Tårerne begyndte at vise sig, denne gang stoppede de ikke. Jeg bed mig underlæben mens tankerne omklamrede mig.En følelse af had fyldte mig til halsen; Hvorfor bliver jeg ved med at gøre dette? Lige meget hvor mange slag jeg udgiver, så vare min tilfredsstillelse ikke længe nok, til at det kan mætte det had, jeg bære indeni, kun for en stund. Hadet til mig selv, min familie og den verden jeg var tvunget til at begå mig i. Hvis jeg ikke kunne være lykkelig, hvorfor skulle andre så have lov?

Af Daniella Busch Hansen

VEHIDA

   Mobning

                                                       

Skrevet af Vehida (opdigtet fortælling)

Endnu en gang, løb Fie ud af skolegården med tårerne trillende ned ad hendes kinder, da hun gjorde sin vej forbi de rolige nabohuse. Solen gik ned, farvede himlen i en grim mørk orange nuance. Fie famlede rundt om nøglen til hoveddøren, hun var næsten ved at miste grebet om de mange nøgler hun havde. Nøglernes klirren skabte en serie af utålelige højfrekvente rasle lyde, det lød næsten som et barns skrig, det drev Fie til vandvid. Hendes hjerte bankede voldsomt og hun tørrede sveden af panden.  Hun fandt endelig den rigtige nøgle og smækkede døren op. Hun kastede sin skoletaske ned på gulvet og løb op ad trappen.  Det ondskabsfulde hån fyldt med had var stadig sat fast på hendes nethinde, deres fnisen og latter var stadige tydelige i hendes erindring.

Straks bemærkede hun stilheden. Der var ikke flere stemmer. Ingen råb, skrig eller fnisen. De grimme orange solstråler skinnede igennem vinduet og ind i det mørke rum. Fie tog et par dybe indåndinger. Endelig, skreg hun. Hun skreg af sine lungers fulde kræft, og mærkede hvordan det dunkede/bankede imod hendes trommehinde. 

Langsomt dukkede de smertelige billeder af hvad der var sket tidligere i skolen ind i hendes sind.  De populære piger fnisede og hviskede noget da hun gik forbi deres bord. De lo ad hendes manglende sociale status, grinede over, at hun ikke havde venner.  Ansigterne på de mange elever i kantinen virkede så fremmede for hende. Hun følte sig nærmest som en antilope omringet af løver. De populære sportsnørder var de dominante maskuline hanner, og de lyshårede barbiedukker lignede deres elegante elskerinder som ventede på mad, ventede på deres bytte.

Masker

Masker

af: Helena

Hun går langs åen. Hun mærker vinden omfavne hende og tag i hendes hår. Hun tager en sko af, derefter den næste. Jorden føles kold på hendes fødder, men hun mærker det næsten ikke. Hun lader hendes hånd glide hen over vandoverfladen, herefter sætter hun sig ved kanten og dypper fødderne ned i vandet.

Hun føler en knude i hendes mave, hun er angst. De andre piger sidder sammen i gruppe på cafeén. Hun ser hvordan de alle tager en maske på da hun træder ind. Maskerne er perfekte og med et smil klistret på læberne. De siger til hende hun skal komme hen til dem. Hun er bange, men hun gør som de siger. Måske skulle hun bare prøve at løsne lidt op, måske kunne de blive venner. Og de snakker sammen og de er søde ved hende. Da har de trangt hende op i krog, de tager deres maske af, og grå ansigter med døde øjne kommer frem, hun kan ikke se forskel fra den ene til den anden. De omringer hende og stikker hende ned, der hvor det gør mest ondt, og  hun falder langsomt.

Nu kigger hun ned i vandet og ser en anden maske stirre tilbage på hende. Det er en anonym maske med et gråligt skær, der er noget trist ved denne maske, noget bange og afvigende. Hun tager en dyb indånding lukker øjnene og løsner masken fra sit ansigt, hun smider den ned i vandet og ser den synke til bunds. Da hun åbner øjnene ser hvordan det hele stråler, og hun rejser sig op...

Fortællertype øvelse

1) 3. person, ydre synsvinkel, implicit (usynlig/neutral, nøgterne registrerende), behavioristisk. Husk at man sagtens kan male en ubehagelig stemning frem, selvom man er neutral.

Hun var ved at låse sin cykel op, da hun så gruppen komme i hendes retning. Hun virkede som om hun ville skynde sig, da hun fumlede med at få nøglen ind i låsen, så hurtigt som muligt. Gruppen af 3 venner stod nu tæt rundt omkring hende, med en ubehagelig og dominerende attitude. ”Hey Katrine, hvorfor er du egentlig altid alene? Har du ingen venner?” spurgte den ene af dem. Stemningen var trykket, og der var en tydelig asymmetri i forholdet mellem hende og gruppen.

2) 3. person, personbunden, indre synvinkel. (Synsvinklen skal ligge hos ofret)

Hun kunne mærke hendes hjerte pumpe vildere i hendes bryst, som om det var ved at hoppe ud af kroppen på hende. Den nervepirrende følelse kom, da hun så de var på vej over mod hende. Gruppen som hun altid prøvede at undgå, men som altid opsøgte hende. Hun fumlede nervøst med nøglen til cykellåsen, da hun prøvede at skynde sig. Hun var bange for hvad de ville gøre, og følte sig meget utilpas ved tanken om hvad der skulle til at ske. Hun vidste det ville blive ubehageligt, ligesom det havde været alle de andre gange.
”Hey Katrine, hvorfor er du egentlig altid alene? Har du ingen venner?” spurgte lederen i gruppen. Den ubehagelige følelse hun altid fik i deres nærvær var blevet værre, og hun følte tårerne presse på, mens hun prøvede at finde på et svar.

3) 1. person, jeg-fortæller. (Synsvinklen skal her ligge hos bødlen), kan være enten pålidelig eller upålidelig.

Jeg så Katrine stå i cykelskuret på vej hjem. ”Hey der står Katrine, skal vi ikke lige gå over til hende og spørge hende hvorfor hun altid er alene?” sagde jeg til mine venner, med et smil så de vidste hvad jeg i virkeligheden var ude på. Mine venner som aldrig sagde nej til de ting jeg foreslog, gik med mig hen imod hende. Jeg følte en vis glæde, da jeg så hende fumle med sin cykelnøgle så snart hun så os. ”Hey Katrine, hvorfor er du egentlig altid alene? Har du ingen venner?” sagde jeg og ventede på hendes svar. Mine venner stod ved min side, og vi var tre mod en. Jeg var tydeligvis den stærkeste her.