Masker
af: Helena
Hun går langs åen. Hun mærker vinden
omfavne hende og tag i hendes hår. Hun tager en sko af, derefter
den næste. Jorden føles kold på hendes fødder, men hun mærker
det næsten ikke. Hun lader hendes hånd glide hen over
vandoverfladen, herefter sætter hun sig ved kanten og dypper
fødderne ned i vandet.
Hun føler en knude i hendes mave, hun
er angst. De andre piger sidder sammen i gruppe på cafeén. Hun ser
hvordan de alle tager en maske på da hun træder ind. Maskerne er
perfekte og med et smil klistret på læberne. De siger til hende hun
skal komme hen til dem. Hun er bange, men hun gør som de siger.
Måske skulle hun bare prøve at løsne lidt op, måske kunne de
blive venner. Og de snakker sammen og de er søde ved hende. Da har
de trangt hende op i krog, de tager deres maske af, og grå ansigter
med døde øjne kommer frem, hun kan ikke se forskel fra den ene til
den anden. De omringer hende og stikker hende ned, der hvor det gør
mest ondt, og hun falder langsomt.
Nu kigger hun ned i vandet og ser en
anden maske stirre tilbage på hende. Det er en anonym maske med et
gråligt skær, der er noget trist ved denne maske, noget bange og
afvigende. Hun tager en dyb indånding lukker øjnene og løsner
masken fra sit ansigt, hun smider den ned i vandet og ser den synke
til bunds. Da hun åbner øjnene ser hvordan det hele stråler, og hun rejser sig op...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar