”I skal IKKE lukke dem ind!” råbte den meget berusede
Nikolaj. Hans stemme lød over hele garderoben. Jeg lukkede hans stemme ude - ikke
fordi jeg var sur eller irriteret på ham, men fordi jeg selv var småberuset og stresset.
Mængden af fulde unge mennesker gjorde det umuligt for os at holde overblikket
over de mange jakker, tasker og andet skrammel. Selvom der kun var fem lange
borde, husker jeg det som tyve. Vi løb rundt som høns med tomme blikke,
påvirket af de kolde Albani øl og sukkersøde ciders. Sveden var synlig på vores
pander. De røde kinder og trætte ben var tegn på vores hårde arbejde. Blodet
pumpede i hele min krop. Jeg havde ikke lyst til at være der i garderoben, men
jeg ville ikke være ”den” person. I ved nok; den, der efterlader alle, når vi
mest har brug for hjælp.
Når jeg tænker tilbage, er det egentlig ikke fordi, jeg
fortryder det. Det kunne have gået bedre, ja, men vi gjorde vores bedste. I
starten var jeg meget indebrændt over dem, der ikke mødte op. Det var der mange,
der var. Så sure at vi ikke ville dele pengene med dem. Hvorfor skulle vi? Det
var os, der løb rundt og slæbte vores trætte kroppe i garderoben. Det var os,
der skulle ekspedere uhøflige, fulde elever, for at resten af klassen kunne få
en god studietur. Er der tale om, at vi har for små sko på her? Kan vi give
uden at få noget til gengæld? Er der nogle gode gerninger, der er uselviske?
