Pernille: Blot et åndssvagt svømmestævne

Adrenalinen fik mit hjerte til at hamre. De sidste par måneders hårde arbejde skulle endelig bære frugt. Måske. Det var min fødselsdag, men det havde ind til videre været den værste dag i meget lang tid. Nu stod jeg så her. Benene rystede, hætten strammede og det føltes som om, at mine øjne var ved at blive ædt af brillerne, som jeg havde boret ind i huden af frygt for at miste dem i springet. En fløjte lød, og jeg stillede mig op på springbrættet, som jeg havde øvet så mange gange før. Højre fodens tæer lige ud over kanten, og venstre foden tilbage i en 30 graders vinkel. Mit hjerte sad helt oppe i halsen, da jeg placerede hænderne i hver sin ende af brættet, og jeg blev et øjeblik nervøs for, at jeg ville kaste op ned i vandet. Buzzeren lød. Jordforbindelsen forsvandt og blev snart erstattet af det kolde vand, som fik adrenalinen til at pumpe endnu hurtigere, mens armene og benene spjættede derudaf som aldrig før.

Når jeg tænker tilbage på mit første svømmestævne, en snefuld 1. december 2013, er det med et smil på læben. Jeg husker så tydeligt nervøsiteten, som hærgede min krop og tanker i flere uger op til. Nu kan jeg selvfølgelig ikke andet end at grine af det, for hvorfor var jeg overhovedet så nervøs? Jeg har jo oplevet hundredevis af andre ting, der burde have påvirket mig mere end et åndssvagt svømmestævne. Måske var det følelsen af, at være på totalt fremmed territorium for en gangs skyld. At få bolden og løbeskoene skiftet ud med en kæmpe pool og en urimelig stram badedragt. Det virker i grunden en smule ironisk. Et år på udveksling, og det, som skulle ende med at skræmme mig allermest, var en 50 meter lang svømmetur. 

Det hele var uhyggeligt klart, som om alt det der normalt foregik inde i hovedet på mig forsvandt og blev erstattet af en eneste fuldstændig ren følelse. Raseri. Der var intet andet, kun denne ene følelse der med et fik kontrol over hele min krop. Det var som en bølge der blev sat i gang og jeg kunne ikke forhindre mig selv i ikke at blive væltet omkuld og drukne i den, jeg blev revet med og glemte alt.

Det var første gang jeg oplevede at være så forblændet af en enkelt følelse, at jeg fuldstændig mistede kontrollen over mig selv, at jeg kunne blive så rasende, at det der var "mig", min personlighed, druknede og forsvandt. I dag skræmmer det mig at jeg med ét kunne miste mig selv i en enkelt følelse, at jeg ikke længere kunne kontrollere mine egne handlinger, men bare lod mig rive med uden at tænke over konsekvenserne, det gør mig bange at tænke på at jeg ikke længere helt ved hvem jeg er, at der er noget inden i mig jeg ikke helt kan styre.   

Druknet i jakker og selviskhed

 

”I skal IKKE lukke dem ind!” råbte den meget berusede Nikolaj. Hans stemme lød over hele garderoben. Jeg lukkede hans stemme ude - ikke fordi jeg var sur eller irriteret på ham, men fordi jeg selv var småberuset og stresset. Mængden af fulde unge mennesker gjorde det umuligt for os at holde overblikket over de mange jakker, tasker og andet skrammel. Selvom der kun var fem lange borde, husker jeg det som tyve. Vi løb rundt som høns med tomme blikke, påvirket af de kolde Albani øl og sukkersøde ciders. Sveden var synlig på vores pander. De røde kinder og trætte ben var tegn på vores hårde arbejde. Blodet pumpede i hele min krop. Jeg havde ikke lyst til at være der i garderoben, men jeg ville ikke være ”den” person. I ved nok; den, der efterlader alle, når vi mest har brug for hjælp.

 

Når jeg tænker tilbage, er det egentlig ikke fordi, jeg fortryder det. Det kunne have gået bedre, ja, men vi gjorde vores bedste. I starten var jeg meget indebrændt over dem, der ikke mødte op. Det var der mange, der var. Så sure at vi ikke ville dele pengene med dem. Hvorfor skulle vi? Det var os, der løb rundt og slæbte vores trætte kroppe i garderoben. Det var os, der skulle ekspedere uhøflige, fulde elever, for at resten af klassen kunne få en god studietur. Er der tale om, at vi har for små sko på her? Kan vi give uden at få noget til gengæld? Er der nogle gode gerninger, der er uselviske?

Freja: Håneret

I min fødeby, den by jeg har allermest kær, fandt et terrorangreb mod en muhammedtegner sted forrige weekend, d. 14. februar 2015. Hele den efterfølgende uge var alle radiokanaler dedikeret til Danmark i sorg, og til ofrene fra skuddramaet. At sørge over ofrene synes jeg er helt fint, men når jeg efterfølgende har tænkt over angrebet, har jeg fundet frem til, at jeg finder hele episoden latterlig. Latterlig, fordi vi selv siden 2005 har påberåbt os retten til ytringsfrihed og i skjul af den har hånet Islam og profeten, så muslimerne i Danmark føler sig mindre og mindre velkomne. Hvordan kan vi i et moderne samfund, med forskellige religioner nære hinanden alt andet end respekt? Hvad godt kommer der ud af at tegne profeten med en bombe i turbanen, andet end en voksende kløft mellem de "rigtige" kristne danskere og de muslimske danskere?

Efter dette terrorangreb kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor stor betydning ytringsfriheden har for Danmark. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget muhammedtegningerne har forstyrret det danske sammenhold, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan vi håner hinandens tro. Når jeg hører ordet ytringsfrihed tænker jeg ikke muligheden for at ytre sig frit, derimod hån og terrorattentater, men det kan vel ikke passe, at det var hensigten at sætte lighedstegn mellem håneret og ytringsfrihed? 

Daniella: Sår

Jeg husker folkeskolen som en blanding af et helvede og selvforståelse. Det lyder skørt og jeg forventer ikke alle forstår det, men jeg føler, jeg var blevet påtvunget at se på mig selv med andre øjne, øjne som ikke burde have været åbnet på daværende tidspunkt. Jeg var blevet bevist om mit udseende, min form og ikke mindst min vægt. Jeg ville ønske jeg ikke havde opdaget at jeg var ”anderledes”.

Jeg husker vi sad i klassen og lyttede, nogle mere intenst end andre. Det omhandlede den kanotur vi skulle deltage i senere på året. I starten var jeg faktisk spændt på at skulle deltage, for første gang ønskede jeg at deltage i et arrangement med mine kammerater, indtil hans ord piercede mig.  ”Så vælter båden sgu da”. Jeg erindrer at jeg forsøgte at grine, men i virkeligheden var jeg på randen til gråd. Endnu engang var min vægt blevet offer for deres drilleri. Måske var han utilfreds med at skulle have mit selskab, men behøvede han at sige netop de ord? Var de nødvendige? Tænkte han nogensinde på at han udbrød det med en sådan kraft at folk begyndte at grine? Jeg prøvede ihærdigt at finde en grund til hans udbryd, men fandt det aldrig. Det var kort tid efter at jeg brækkede kravebenet og derfor ikke kunne deltage og aldrig har jeg oplevet at være lykkelig for en skade. Hvem burde også være det?

I dag kan jeg se ind i spejlet og stadig se et genskær af den pige jeg var. Den pige som blev tvunget til at se at hun var anderledes end de andre børn, større. Med tiden har jeg vundet en kamp mod denne vægt, hvilket jeg troede var umuligt efter så mange år med selvmedlidenhed. Det lyder måske fjernt for mange, men jeg føler nogen gange at jeg mistede en del af den tid hvor jeg skulle være ligeglad med udseende og bare nyde tilværelsen og uvisheden. Jeg tænker stadig på dem med blandede følelser, mine kammerater, skal jeg hade dem eller takke dem? De mobbede mig og jeg ved det aldrig er i orden, men de gjorde også at jeg fandt ud af hvem jeg var. Min ’stemme’ blev skabt af deres drillerier, deres ord, deres, måske, ubevidste knivstikkeri.

Og det sår som jeg står tilbage med vil nok aldrig hele.  

Cecilie: Et ar der aldrig heles

Jeg så dem gøre det ved hende. Jeg valgte at gøre ingenting. I stedet vendte jeg bare min kind til, og lod som ingenting. Hvorfor spørger du? Tjah.. Jeg ville vel ikke risikere, at det var mig der blev ofret. Jeg så hende sidde i vindueskarmen, alene, som hun plejede. Jeg så den tåre, der trillede ned ad hendes kind. Jeg hørte hende snøfte. Jeg så, hvordan de andre bare stod og kastede ting efter hende, kaldte hende øgenavne, og grinte. De grinte af hendes smerte. De grinte af hendes svaghed. Det var tydeligt at se, hvor ondt hun havde, og alligevel var der ingen der stoppede det. De nød det. De nød at se hendes nederlag. De hånede hende på det groveste. Jeg ville stå alene imod hele klassen, ligesom hende, hvis jeg gjorde noget. Jeg var en fej kujon.

I dag har hun det bedre. Hun er kommet igennem det meste. Hun har stadig sine ar på kroppen, men de er ved at hele, ligesom hun er. I dag har hun de skønneste venner. Hun er ikke alene mere. Men hendes tillid til folk? Den vil nok aldrig hele igen. For mit vedkommende? Så vil jeg aldrig nogensinde komme til at tilgive mig selv for ikke at have grebet ind. Det er noget jeg må leve med resten af livet, noget som nok aldrig kan heles. I dag ville jeg ønske, at jeg havde gjort noget dengang. Vi kender den efterhånden alle sammen. 

Den første køretime

Jeg husker det som var det i går. Der sad jeg, på bænken lige foran posthuset, bag banegården. Den bagende sol skinnede lige ned på mig. Sommerfuglene i maven meldte deres ankomst og nervøsiteten steg, da jeg så bilen nærme sig. Snart var det mig der skulle side der bag rettet og suse der ud af. Heldigvis kørte min kørelærer, den første lille del af turen, så vi kom væk fra trafikken omkring banegården. Mine hænder blev fugtige af nervøsitet, for ikke meget længe efter var det min tur. Og der sad jeg så og kørte min første tur, i den fede Audi.

Når jeg tænker tilbage på den dag, får jeg et smil på læben. Følelen af glæde og lettelse var helt ekstrem, jeg overlevede min første køretime. Jeg havde tit tænkt tanken, om jeg mon kunne klare det? Men jeg gjorde det, og efter to måneder sad jeg med mit kort i hånden. Nu når jeg sidder i min egen bil og ser en skolevogn køre forbi, tænker jeg med det samme på dengang det var mig, og om personen måske har det på samme måde som jeg havde?

Camilla PP: Magien der forsvandt

Den 16. februar 2004 var en stor dag for mig. Min mormor og morfar var lige flyttet til Spanien, og min familie og jeg skulle ned at besøge dem for første gang. Jeg havde aldrig været i Spanien før, og det var første gang, jeg skulle ud at flyve. Jeg var meget nervøs. Der var så mange indtryk. Så mange ting, jeg aldrig havde set før. Overalt i lufthavnen så jeg piloter og stewardesser i flotte uniformer. Selve takeoff gjorde også indtryk på mig. Pludselig satte flyet af sted. Kørte hurtigere og hurtigere. Vi lettede, og jeg fik en kilden i maven. Jeg kiggede ud af det lille vindue og så tingene nede på jorden blive mindre og mindre. Blot ti minutter efter var vi helt oppe i luften, og det eneste jeg kunne se var skyer.

I dag, godt og vel elleve år senere er fortidens glamour væk. Nu synes jeg nærmere flyvning er irriterende. Kedeligt, stillesiddende og noget, der bare skal overstås. Jeg synes, jeg bruger mere tid i lufthavnen, end jeg gør i selve flyet.  Man skal møde to timer før afgang, sikkerhedskontrollen er blevet mere og mere besværlig: af med buksebæltet, kun én lighter med, ingen væsker i håndbagagen og så videre og så videre - og dét at nå frem til ens gate er blevet mere eller mindre et orienteringsløb.

Sarah: Og der sad jeg...

Jeg sad der tit. Der ved mit bord. Helt alene. Som jeg jo plejede... Med nakken bøjet, prøvede jeg at gemme mig. I timerne, ved ikke at markere og sidde med hovedet begravet i en bog, eller bag en skærm. I frikvarterene, ved at holde mig for mig selv og forsvinde ind i min egen verden. Væk fra alt. Væk fra de andre! Mobberne og medløberne.. Det var dem der fik mig til at føle mig som.. Ja, som en ting. En lille ugyldig, og ubrugelig ting som man bare kunne kaste med, sparke til, hive og flå i indtil det hele krakelerede og gik itu.

Jeg husker hvordan de hensynsløst tyrede grimme ord imod mig. Smerten var ulidelig. Og selvom jeg virkelig forsøgte at lade være, kunne jeg til sidst ikke fokuserer på andet end deres hånende og stødende kommentarer. Og det gjorde mig ren og skær SINDSSYG.

Jeg har i flere år prøvet at glemme de voldsomme episoder. For når jeg tænker tilbage på min tid i folkeskolen er der ikke nogen gode minder at finde frem. Jeg spekulerer over hvad det var der gjorde, at det var mig der skulle være alene? Hvad var det der gjorde at de andre syntes at det var okay at jeg, som den eneste, skulle holdes uden for fælleskabet? Jeg undrer mig over hvem der egentlig var de værste? Dem som aktivt mobbede og fralagde sig det moralske ansvar? Eller dem som passivt så til, dukkede sig og IKKE forsvarede MIG? Hvad fik de ud af at dukke sig? Jeg ved det ikke og jeg lærer aldrig at forstå det..

Camilla N's blog

Jeg var på vej op ad den lange trappe, som ingen ende ville tage. Jeg kunne mærke at mit hjerte begyndte at slå hurtigere, og jeg kunne mærke nervøsiteten tage over. Jeg var på vej op i himmelskibet i tivoli, en af de højeste forlystelser i forlystelsesparken. Da vi begyndte at bevæge os op,  klamrede jeg mig til de tynde jernhåndtag. Så tog blæsten til og jeg blev bange for at sæderne vil vride sig for meget. Det vi var oppe var udsigten utroligt smuk, men pga. skrækken nød jeg det ikke så meget. 

Selv i dag når jeg skal prøve rutchebaner med en bestemt højde, kan jeg blive nervøs. Selvom oplevelsen ikke hjalp mig af med min højdeskræk, ved jeg at jeg er tættere på at komme over min skræk. Det bedste ved oplevelsen er man føler sig uovervindelig. Man føler at intet kan stoppe en, fordi man har klaret noget man aldrig troede man kunne.

Astrid: Minder

Minder

Jeg slår ind på jordstien, der går langs åen i skoven bag min by. Stien begynder i den lille lysning, hvor der bliver tændt bål hvert år til Sankthans, selvom den ikke længere begynder helt samme sted, som den plejede. Et træ, der faldt under en storm sidste år, har blokeret den gamle vej. Et par hundrede meter henne ad stien, når jeg til det sted, hvor jeg plejede at grave kanaler mellem åen og en lille mose. Jeg havde en ide om, at hvis jeg blev ved, ville jeg kunne dræne mosen, men alt jeg gjorde var, at oversvømme stien, så man ikke længere kan gå der uden at få mudrede sko. Efter det, kommer jeg til det sted, hvor jeg byggede hule med min bror og mine venner. Hulen er der ikke mere, men hvis man ved, hvad man skal kigge efter, kan man stadig se, hvor væggene engang var. Og så den tykke træstamme, der ligger hen over åen som en naturlig bro. Jeg plejede at klatre over den til den anden side, men ikke længere.

Jeg har gået den samme strækning nede ved åen i over ti år. Jeg gik ikke særligt langt ind til at begynde med, men efterhånden som jeg blev mere stedkendt, gik jeg længere og længere ind i skoven. Der er egentlig ikke meget, der har forandret sig fysisk ved stien, det er mig, der har forandret mig. Da jeg var yngre, gik jeg ind i skoven for at grave kanaler og bygge huler. Nu går jeg for det meste ind i skoven for at tage en pause fra de mange pligter, der automatisk dukker op, når man bliver ældre. Så er det rart at gå lidt væk og kigge på resterne af kanalerne og den hule, der ikke er der mere, men som man alligevel godt kan forestille sig har været der. Bare i et lille stykke tid, før jeg går hjem og er voksen igen. I hvert fald næsten.

Oplæg - rækkefølge foråret 2015

14.1. Astrid

20.1. Camilla N

21.1. Sarah

27.1. Camilla P

28.1. Seldina

3.2. Cecilie

17.2. Daniella

18.2. Sophie

24.2. Deeqo

25.2. Vehida

3.3. Freja

4.3. Nhi

10.3. Joachim
11.3. Saeed

17.3. Julie C

7.4. Marie

14.4. Melina

28.4. Natasa

5.5. Nina

19.5. Pernille