Minder
Jeg slår ind på jordstien, der går langs åen i skoven bag
min by. Stien begynder i den lille lysning, hvor der bliver tændt bål hvert år
til Sankthans, selvom den ikke længere begynder helt samme sted, som den
plejede. Et træ, der faldt under en storm sidste år, har blokeret den gamle
vej. Et par hundrede meter henne ad stien, når jeg til det sted, hvor jeg
plejede at grave kanaler mellem åen og en lille mose. Jeg havde en ide om, at
hvis jeg blev ved, ville jeg kunne dræne mosen, men alt jeg gjorde var, at
oversvømme stien, så man ikke længere kan gå der uden at få mudrede sko. Efter
det, kommer jeg til det sted, hvor jeg byggede hule med min bror og mine
venner. Hulen er der ikke mere, men hvis man ved, hvad man skal kigge efter,
kan man stadig se, hvor væggene engang var. Og så den tykke træstamme, der
ligger hen over åen som en naturlig bro. Jeg plejede at klatre over den til den
anden side, men ikke længere.
Jeg har gået den samme strækning nede ved åen i over ti år.
Jeg gik ikke særligt langt ind til at begynde med, men efterhånden som jeg blev
mere stedkendt, gik jeg længere og længere ind i skoven. Der er egentlig ikke
meget, der har forandret sig fysisk ved stien, det er mig, der har forandret
mig. Da jeg var yngre, gik jeg ind i skoven for at grave kanaler og bygge
huler. Nu går jeg for det meste ind i skoven for at tage en pause fra de mange
pligter, der automatisk dukker op, når man bliver ældre. Så er det rart at gå
lidt væk og kigge på resterne af kanalerne og den hule, der ikke er der mere,
men som man alligevel godt kan forestille sig har været der. Bare i et lille
stykke tid, før jeg går hjem og er voksen igen. I hvert fald næsten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar