Jeg sad der tit. Der ved mit bord. Helt alene. Som jeg jo plejede... Med
nakken bøjet, prøvede jeg at gemme mig. I timerne, ved ikke at markere og sidde
med hovedet begravet i en bog, eller bag en skærm. I frikvarterene, ved at
holde mig for mig selv og forsvinde ind i min egen verden. Væk fra alt. Væk fra
de andre! Mobberne og medløberne.. Det var dem der fik mig til at føle mig
som.. Ja, som en ting. En lille ugyldig, og ubrugelig ting som man bare kunne
kaste med, sparke til, hive og flå i indtil det hele krakelerede og gik itu.
Jeg husker hvordan de hensynsløst tyrede grimme ord imod mig. Smerten var
ulidelig. Og selvom jeg virkelig forsøgte at lade være, kunne jeg til sidst
ikke fokuserer på andet end deres hånende og stødende kommentarer. Og det
gjorde mig ren og skær SINDSSYG.
Jeg har i flere år prøvet at glemme
de voldsomme episoder. For når jeg tænker tilbage på min tid i folkeskolen er
der ikke nogen gode minder at finde frem. Jeg spekulerer over hvad det var der
gjorde, at det var mig der skulle være alene? Hvad var det der gjorde at de
andre syntes at det var okay at jeg, som den eneste, skulle holdes uden for
fælleskabet? Jeg undrer mig over hvem der egentlig var de værste? Dem som
aktivt mobbede og fralagde sig det moralske ansvar? Eller dem som passivt så til,
dukkede sig og IKKE forsvarede MIG? Hvad fik de ud af at dukke sig? Jeg ved det
ikke og jeg lærer aldrig at forstå det..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar