Pernille: Blot et åndssvagt svømmestævne

Adrenalinen fik mit hjerte til at hamre. De sidste par måneders hårde arbejde skulle endelig bære frugt. Måske. Det var min fødselsdag, men det havde ind til videre været den værste dag i meget lang tid. Nu stod jeg så her. Benene rystede, hætten strammede og det føltes som om, at mine øjne var ved at blive ædt af brillerne, som jeg havde boret ind i huden af frygt for at miste dem i springet. En fløjte lød, og jeg stillede mig op på springbrættet, som jeg havde øvet så mange gange før. Højre fodens tæer lige ud over kanten, og venstre foden tilbage i en 30 graders vinkel. Mit hjerte sad helt oppe i halsen, da jeg placerede hænderne i hver sin ende af brættet, og jeg blev et øjeblik nervøs for, at jeg ville kaste op ned i vandet. Buzzeren lød. Jordforbindelsen forsvandt og blev snart erstattet af det kolde vand, som fik adrenalinen til at pumpe endnu hurtigere, mens armene og benene spjættede derudaf som aldrig før.

Når jeg tænker tilbage på mit første svømmestævne, en snefuld 1. december 2013, er det med et smil på læben. Jeg husker så tydeligt nervøsiteten, som hærgede min krop og tanker i flere uger op til. Nu kan jeg selvfølgelig ikke andet end at grine af det, for hvorfor var jeg overhovedet så nervøs? Jeg har jo oplevet hundredevis af andre ting, der burde have påvirket mig mere end et åndssvagt svømmestævne. Måske var det følelsen af, at være på totalt fremmed territorium for en gangs skyld. At få bolden og løbeskoene skiftet ud med en kæmpe pool og en urimelig stram badedragt. Det virker i grunden en smule ironisk. Et år på udveksling, og det, som skulle ende med at skræmme mig allermest, var en 50 meter lang svømmetur. 

Det hele var uhyggeligt klart, som om alt det der normalt foregik inde i hovedet på mig forsvandt og blev erstattet af en eneste fuldstændig ren følelse. Raseri. Der var intet andet, kun denne ene følelse der med et fik kontrol over hele min krop. Det var som en bølge der blev sat i gang og jeg kunne ikke forhindre mig selv i ikke at blive væltet omkuld og drukne i den, jeg blev revet med og glemte alt.

Det var første gang jeg oplevede at være så forblændet af en enkelt følelse, at jeg fuldstændig mistede kontrollen over mig selv, at jeg kunne blive så rasende, at det der var "mig", min personlighed, druknede og forsvandt. I dag skræmmer det mig at jeg med ét kunne miste mig selv i en enkelt følelse, at jeg ikke længere kunne kontrollere mine egne handlinger, men bare lod mig rive med uden at tænke over konsekvenserne, det gør mig bange at tænke på at jeg ikke længere helt ved hvem jeg er, at der er noget inden i mig jeg ikke helt kan styre.   

Druknet i jakker og selviskhed

 

”I skal IKKE lukke dem ind!” råbte den meget berusede Nikolaj. Hans stemme lød over hele garderoben. Jeg lukkede hans stemme ude - ikke fordi jeg var sur eller irriteret på ham, men fordi jeg selv var småberuset og stresset. Mængden af fulde unge mennesker gjorde det umuligt for os at holde overblikket over de mange jakker, tasker og andet skrammel. Selvom der kun var fem lange borde, husker jeg det som tyve. Vi løb rundt som høns med tomme blikke, påvirket af de kolde Albani øl og sukkersøde ciders. Sveden var synlig på vores pander. De røde kinder og trætte ben var tegn på vores hårde arbejde. Blodet pumpede i hele min krop. Jeg havde ikke lyst til at være der i garderoben, men jeg ville ikke være ”den” person. I ved nok; den, der efterlader alle, når vi mest har brug for hjælp.

 

Når jeg tænker tilbage, er det egentlig ikke fordi, jeg fortryder det. Det kunne have gået bedre, ja, men vi gjorde vores bedste. I starten var jeg meget indebrændt over dem, der ikke mødte op. Det var der mange, der var. Så sure at vi ikke ville dele pengene med dem. Hvorfor skulle vi? Det var os, der løb rundt og slæbte vores trætte kroppe i garderoben. Det var os, der skulle ekspedere uhøflige, fulde elever, for at resten af klassen kunne få en god studietur. Er der tale om, at vi har for små sko på her? Kan vi give uden at få noget til gengæld? Er der nogle gode gerninger, der er uselviske?

Freja: Håneret

I min fødeby, den by jeg har allermest kær, fandt et terrorangreb mod en muhammedtegner sted forrige weekend, d. 14. februar 2015. Hele den efterfølgende uge var alle radiokanaler dedikeret til Danmark i sorg, og til ofrene fra skuddramaet. At sørge over ofrene synes jeg er helt fint, men når jeg efterfølgende har tænkt over angrebet, har jeg fundet frem til, at jeg finder hele episoden latterlig. Latterlig, fordi vi selv siden 2005 har påberåbt os retten til ytringsfrihed og i skjul af den har hånet Islam og profeten, så muslimerne i Danmark føler sig mindre og mindre velkomne. Hvordan kan vi i et moderne samfund, med forskellige religioner nære hinanden alt andet end respekt? Hvad godt kommer der ud af at tegne profeten med en bombe i turbanen, andet end en voksende kløft mellem de "rigtige" kristne danskere og de muslimske danskere?

Efter dette terrorangreb kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor stor betydning ytringsfriheden har for Danmark. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget muhammedtegningerne har forstyrret det danske sammenhold, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan vi håner hinandens tro. Når jeg hører ordet ytringsfrihed tænker jeg ikke muligheden for at ytre sig frit, derimod hån og terrorattentater, men det kan vel ikke passe, at det var hensigten at sætte lighedstegn mellem håneret og ytringsfrihed? 

Daniella: Sår

Jeg husker folkeskolen som en blanding af et helvede og selvforståelse. Det lyder skørt og jeg forventer ikke alle forstår det, men jeg føler, jeg var blevet påtvunget at se på mig selv med andre øjne, øjne som ikke burde have været åbnet på daværende tidspunkt. Jeg var blevet bevist om mit udseende, min form og ikke mindst min vægt. Jeg ville ønske jeg ikke havde opdaget at jeg var ”anderledes”.

Jeg husker vi sad i klassen og lyttede, nogle mere intenst end andre. Det omhandlede den kanotur vi skulle deltage i senere på året. I starten var jeg faktisk spændt på at skulle deltage, for første gang ønskede jeg at deltage i et arrangement med mine kammerater, indtil hans ord piercede mig.  ”Så vælter båden sgu da”. Jeg erindrer at jeg forsøgte at grine, men i virkeligheden var jeg på randen til gråd. Endnu engang var min vægt blevet offer for deres drilleri. Måske var han utilfreds med at skulle have mit selskab, men behøvede han at sige netop de ord? Var de nødvendige? Tænkte han nogensinde på at han udbrød det med en sådan kraft at folk begyndte at grine? Jeg prøvede ihærdigt at finde en grund til hans udbryd, men fandt det aldrig. Det var kort tid efter at jeg brækkede kravebenet og derfor ikke kunne deltage og aldrig har jeg oplevet at være lykkelig for en skade. Hvem burde også være det?

I dag kan jeg se ind i spejlet og stadig se et genskær af den pige jeg var. Den pige som blev tvunget til at se at hun var anderledes end de andre børn, større. Med tiden har jeg vundet en kamp mod denne vægt, hvilket jeg troede var umuligt efter så mange år med selvmedlidenhed. Det lyder måske fjernt for mange, men jeg føler nogen gange at jeg mistede en del af den tid hvor jeg skulle være ligeglad med udseende og bare nyde tilværelsen og uvisheden. Jeg tænker stadig på dem med blandede følelser, mine kammerater, skal jeg hade dem eller takke dem? De mobbede mig og jeg ved det aldrig er i orden, men de gjorde også at jeg fandt ud af hvem jeg var. Min ’stemme’ blev skabt af deres drillerier, deres ord, deres, måske, ubevidste knivstikkeri.

Og det sår som jeg står tilbage med vil nok aldrig hele.  

Cecilie: Et ar der aldrig heles

Jeg så dem gøre det ved hende. Jeg valgte at gøre ingenting. I stedet vendte jeg bare min kind til, og lod som ingenting. Hvorfor spørger du? Tjah.. Jeg ville vel ikke risikere, at det var mig der blev ofret. Jeg så hende sidde i vindueskarmen, alene, som hun plejede. Jeg så den tåre, der trillede ned ad hendes kind. Jeg hørte hende snøfte. Jeg så, hvordan de andre bare stod og kastede ting efter hende, kaldte hende øgenavne, og grinte. De grinte af hendes smerte. De grinte af hendes svaghed. Det var tydeligt at se, hvor ondt hun havde, og alligevel var der ingen der stoppede det. De nød det. De nød at se hendes nederlag. De hånede hende på det groveste. Jeg ville stå alene imod hele klassen, ligesom hende, hvis jeg gjorde noget. Jeg var en fej kujon.

I dag har hun det bedre. Hun er kommet igennem det meste. Hun har stadig sine ar på kroppen, men de er ved at hele, ligesom hun er. I dag har hun de skønneste venner. Hun er ikke alene mere. Men hendes tillid til folk? Den vil nok aldrig hele igen. For mit vedkommende? Så vil jeg aldrig nogensinde komme til at tilgive mig selv for ikke at have grebet ind. Det er noget jeg må leve med resten af livet, noget som nok aldrig kan heles. I dag ville jeg ønske, at jeg havde gjort noget dengang. Vi kender den efterhånden alle sammen. 

Den første køretime

Jeg husker det som var det i går. Der sad jeg, på bænken lige foran posthuset, bag banegården. Den bagende sol skinnede lige ned på mig. Sommerfuglene i maven meldte deres ankomst og nervøsiteten steg, da jeg så bilen nærme sig. Snart var det mig der skulle side der bag rettet og suse der ud af. Heldigvis kørte min kørelærer, den første lille del af turen, så vi kom væk fra trafikken omkring banegården. Mine hænder blev fugtige af nervøsitet, for ikke meget længe efter var det min tur. Og der sad jeg så og kørte min første tur, i den fede Audi.

Når jeg tænker tilbage på den dag, får jeg et smil på læben. Følelen af glæde og lettelse var helt ekstrem, jeg overlevede min første køretime. Jeg havde tit tænkt tanken, om jeg mon kunne klare det? Men jeg gjorde det, og efter to måneder sad jeg med mit kort i hånden. Nu når jeg sidder i min egen bil og ser en skolevogn køre forbi, tænker jeg med det samme på dengang det var mig, og om personen måske har det på samme måde som jeg havde?