Daniella: Sår

Jeg husker folkeskolen som en blanding af et helvede og selvforståelse. Det lyder skørt og jeg forventer ikke alle forstår det, men jeg føler, jeg var blevet påtvunget at se på mig selv med andre øjne, øjne som ikke burde have været åbnet på daværende tidspunkt. Jeg var blevet bevist om mit udseende, min form og ikke mindst min vægt. Jeg ville ønske jeg ikke havde opdaget at jeg var ”anderledes”.

Jeg husker vi sad i klassen og lyttede, nogle mere intenst end andre. Det omhandlede den kanotur vi skulle deltage i senere på året. I starten var jeg faktisk spændt på at skulle deltage, for første gang ønskede jeg at deltage i et arrangement med mine kammerater, indtil hans ord piercede mig.  ”Så vælter båden sgu da”. Jeg erindrer at jeg forsøgte at grine, men i virkeligheden var jeg på randen til gråd. Endnu engang var min vægt blevet offer for deres drilleri. Måske var han utilfreds med at skulle have mit selskab, men behøvede han at sige netop de ord? Var de nødvendige? Tænkte han nogensinde på at han udbrød det med en sådan kraft at folk begyndte at grine? Jeg prøvede ihærdigt at finde en grund til hans udbryd, men fandt det aldrig. Det var kort tid efter at jeg brækkede kravebenet og derfor ikke kunne deltage og aldrig har jeg oplevet at være lykkelig for en skade. Hvem burde også være det?

I dag kan jeg se ind i spejlet og stadig se et genskær af den pige jeg var. Den pige som blev tvunget til at se at hun var anderledes end de andre børn, større. Med tiden har jeg vundet en kamp mod denne vægt, hvilket jeg troede var umuligt efter så mange år med selvmedlidenhed. Det lyder måske fjernt for mange, men jeg føler nogen gange at jeg mistede en del af den tid hvor jeg skulle være ligeglad med udseende og bare nyde tilværelsen og uvisheden. Jeg tænker stadig på dem med blandede følelser, mine kammerater, skal jeg hade dem eller takke dem? De mobbede mig og jeg ved det aldrig er i orden, men de gjorde også at jeg fandt ud af hvem jeg var. Min ’stemme’ blev skabt af deres drillerier, deres ord, deres, måske, ubevidste knivstikkeri.

Og det sår som jeg står tilbage med vil nok aldrig hele.