Bag facaden
Han skreg, men jeg hørte det ikke. Hans mund som bevægede sig, var det eneste som afslørede ham. Det føltes som om jeg var i trance, alligevel var jeg lysvågen. Mine hænder føltes varme, som de knyttes endnu en gang. Jeg gentagede succesen igen og igen, indtil jeg virkede tilfreds med min bedrift. Da jeg endelig vågnede, stirrede jeg blot på mit bytte, som lå krøllet sammen for mine fødder. Han skreg ikke længere, ej hellere græd han trods blodet fra sin underlæben og de yndige blågule plamager i hans ansigt. Tårerne piplede dog frem fra hans øjenkroge da vores øjne skabte kontakt og mine så fordømmende på ham."Tudefjæs" lød det i en irritabelt tone, inden jeg vendte om og begik mig ud i den tomme skolegård. Her ville de andre hver eneste dag løbe omkring, spille fodbold eller nyde solskinnet sammen, de ville alle have smil på læberne, store brede smil. Aldrig var der en der gik alene, kun mig.
Da jeg var ude af mit offers synsfelt, faldt jeg sammen på den hårde asfalt. Tårerne begyndte at vise sig, denne gang stoppede de ikke. Jeg bed mig underlæben mens tankerne omklamrede mig.En følelse af had fyldte mig til halsen; Hvorfor bliver jeg ved med at gøre dette? Lige meget hvor mange slag jeg udgiver, så vare min tilfredsstillelse ikke længe nok, til at det kan mætte det had, jeg bære indeni, kun for en stund. Hadet til mig selv, min familie og den verden jeg var tvunget til at begå mig i. Hvis jeg ikke kunne være lykkelig, hvorfor skulle andre så have lov?
Af Daniella Busch Hansen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar