Selvmål

Det gav en syngende lyd af sejr, da Simons håndflade ramte min. Vi jordede de andre så groft, og her løb jeg rundt på banen med armene over hovedet. Kæft hvor jeg imponerede mig selv! Jeg spurtede ubesværet rundt på den knitrende asfalt, og solens stråler kastede spotlys på mit ansigt. Der var to minutter til, det ringede ind, så jeg gad knap nok tage mig af, at spillet stadig var i gang. Det andet hold væltede jo rundt. Det var næsten for nederen, at vi var de eneste i hele skolegården til at grine af det.

Jeg vendte mig ind mod midten af banen og kastede mit blik på bolden, som nu bevægede sig op mod vores forsvar. Tøsens uerfarne manøvre fik hende til at småslingre op gennem vores banehalvdel. Abdullah løb ind foran hende og overtog bolden i et af hendes slatne forsøg på at komme frem på banen. Hun gik så småt i stå, mens Abdullah et splitsekund senere røg lige i flæsket på mine medspillere i forsvaret. Jeg blev stående og kastede et hurtigt blik over venstre skulder. Jeg smilede til Simon med stor selvtilfredshed. Abdullah kunne spille fodbold, man han var også en absolut undtagelse på det andet hold. Simon gengældte mit blik, før han flyttede sit fokus tilbage på spillerne foran os, og jeg gjorde det samme. Tøsen var inde over bolden igen og af en eller anden grund, var det nu fuldstændig frit foran hende. Simon gad ikke mere. "Drop det, Jonas, vi har jo praktisk talt vundet." Jeg ignorerede hans hentydning og stirrede på bolden. En følelse af uovervindelighed accelererede og mine fødder satte af. Jeg kunne blokere hende uden problemer. Mine ben spænede frem, og jeg søgte lige ind foran hende. Vreden blussede op inden i mig, da hun lossede til bolden, og det til min store overraskelse gik op for mig, at jeg var for sent på den. Vores målmand opfattede først hendes skud som reel trussel, da bolden ramte nettet.

Hendes arme fløj op mod solen. Hun ramte provokerende præcist. Jeg kunne fornemme de andres blikke. "Hvad fanden laver du?!" Pigebarnets smil smeltede af, og hendes arme røg tøvende ned igen. Jeg pustede mig op. Hun missede med øjnene for at læse mit ansigtsudtryk, der var i skyggen for solen. "Hvorfor laver du selvmål? Er du dum eller hvad?!" Hendes blik vekslede mellem mig og noget bag mig. Jeg kunne kun skyde på, at det måtte være Simon, hun kiggede på.

"Men... Jeg er jo ikke på dit hold. Det var jo rigtigt nok." sagde hun tøvende. Jeg kunne kun skide på, hvor rigtigt det var. Hun skulle ikke tro, at hun nogensinde kunne vinde noget over mig. Jeg kastede et blik over skulderen og så, at Simon og de andre kiggede på mig med en snært af forvirring, som hurtigt blev overskygget af deres accept. De så på mig med respekt. Jeg så tilbage på hende. Hun vendte sig om med et langt blik efter sine medspillere. De havde allerede vendt ryggen til solen og var på vej ud af banen. Så drejede hun sig mod Simon, men han havde allieret sig med mig, og det sidste sollys blev kvalt af skyerne. Så forlod hun banen...

Spillet var afgjort.