De havde ingen ide om hvor ondt det gjorde. De ord, som ligeså let kom ud af deres mund og direkte i min retning. Eller gjorde de? Det tænkte jeg tit over. Var de overhoved klar over, hvor meget skade deres bemærkninger eller brændende og hånelige blikke gjorde?
Hver evig eneste dag, ligegyldig hvor meget jeg prøvede at passe ind, var jeg bare aldrig ligesom alle andre. Jeg ønskede så inderligt at se ud som de andre piger, men jeg var nu engang bygget kraftigere end andre, og det tøvede de ikke med at påpege. 

Hver dag når jeg kig ind af de tunge metaldøre føltes det, som om jeg havde ramt en mur. 

Det var et helvede. Men jeg var lige så skyldig som dem, jeg burde være stærk nok til lade det prelle af. Men det var jeg ikke.