Mobning

Hun sad der i hjørnet, og vidste ærlig talt ikke hvad hun skulle gøre. Hun var som fluen på væggen, som ikke turde at tage det store spring, og gøre noget ved denne voldsomme situation som ingen mennesker vil befinde sig i. Hun sad og rokkede frem og tilbage på stolen og rystede helt af skræk, at hun hver gang fældede en enkelt tåre, men i smug så ingen kunne se det. 

I frikvartererne stillede de sig i en kreds rundt om den stakkels pige, og sagde ikke et ord. Hvis hun tog et skridt til venstre, gjorde de også. Nogle gange råbte de af hende ”tyksak, fedebær, bar’ vent dig snart bliver du til en plukfisk – men andre gange var de stille. Lærerne så det, men synes at det var en sær leg – og greb ikke ind. ”De er jo børn”, var det eneste der kom ud af deres mund.
Hun havde briller, gik ikke i det smarteste tøj og var måske lidt mere rund end alle de andre – højst et par kilogram for meget, ikke sådan noget hvor man tænker ”Hold da op man, hun er da godt nok overvægtig”. Hun var en speciel pige, som ikke gjorde en flue fortræd. Stille type. Sagde kun et ord, når lærerne bad hende om det. Havde ingen venner. Altid ene og alene.