Eksempel på bevægelse fra konkret til abstrakt

En mørk decemberaften i 1979 længe efter at jeg var blevet puttet, lå jeg som 6-årig under min dyne og lyttede til Peter Kitters oplæsning af H.C. Andersens kunsteventyr Grantræet. Historien tonede frem i ussel mono fra en lille kassettebåndoptager, men lydkvaliteten til trods oplevede jeg i løbet af de ca. 10 minutter, fortællingen varede, hvordan eventyret sugede mig ind i et for mig ukendt univers og ubarmhjertigt fjernede al fast grund under mine fødder. Da Peter Kitter berettede om det lille charmerende grantræ, der efter en kummerlig tid på loftet blev brændt i gården, mens det stædigt forsøgte at overbevise sig om, at det atter skulle opleve juleaftens lyksalighed, ramte det mig med en kraft og en sorg og en magtesløshed så voldsom, at jeg endnu i dag, 35 år efter, bliver isnende kold, når jeg tænker tilbage på det. Så sindsoprivende var oplevelsen, at jeg end ikke kunne græde, blot ligge lammet under dynen. Først dagen efter, da jeg i vintermørket og kulden var blevet kørt i børnehave, forløstes en hel nat uden søvn i tårer.
Jeg har siden ofte dvælet ved denne aften og nat i 1979. Hvad var det for en narrativ kraft i eventyret, der for en stund kunne flå mig ud af den virkelige verden og hvirvle mig ind i et univers med talende træer og dyr? Og var det i virkeligheden så brutal en oplevelse? Når jeg lader min voksne bevidsthed granske den reaktion, Grantræet affødte hos mig, bliver jeg mere og mere tilbøjelig til at se det som et af mit livs lykkeligste øjeblikke: da Kitters stemme akkompagneret af den pibende båndoptager og højttalerens susen slog fortællingen an – Ude i skoven stod der sådan et nydeligt grantræ – bevægede jeg mig i fantasien samtidig ud i de dybe skove og efterlod uden skrupler min grædende lillebror, diskussionerne inde fra stuen (’nej, vi skændes ikke…’), vintermørket og den kolde Citroen 2CV alt, alt for tidligt om morgenen. Uden at være klar over det, foretog jeg mig mit livs første virkelighedsflugt