Olivia:Modnet på højde med bjergene

Modnet på højde med bjergene

Jeg blinkede blidt nattens søvnslør ud af øjnene og trak den friske morgenluft helt ned i lungerne.
I soveposens trygge varme nussede jeg mine fødder mod hinanden og sendte derefter et ”godmorgen” i retning af Ane og Ulla, der lå side om side til højre for mig.
Jeg havde fået til vane at nusse min fødder mod hinanden for at pleje deres ømme tilstand.
Dag ind og dag ud havde vi gået diverse små- og storbyer tynde. Mit umiddelbare ikke helt gennemtænkte valg af fodtøj, havde givet mig en helt speciel indsigt i underlagets henholdsvis skarpe kanter og hårde sten, som ikke stod til min fordel. Jeg måtte også indse, at jeg ikke var født med ”kondikroppen”, da min rygsæk havde sat sine mærker.
Mange klager; omkring min ikke helt optimale fysiske tilstand, løb igennem mit hoved.
Disse små negativitets-strømninger blev dog hurtigt skudt i sænk.
Vi var omsluttet af en helt speciel stilhed den morgen i det italienske bjerglandskab. Den eneste lyd der brød naturens stilhed var floden, der med sin rislen sang dagen ind. Et smil bredte sig let på mine læber, og en salighed jeg aldrig før havde kendt, spredte sig i min krop. Mine normale hverdagsklager var ikke af betydning nu, jeg var glad, og jeg vidste at vi kun havde endnu flere gode minder i vente.

Når jeg tænker tilbage på mine oplevelser med interrail og især dagene i de italienske bjerge, finder jeg et hav af gode minder i min bevidsthed. Jeg har dog ikke kunne undgå at reflektere over, hvorvidt denne rejse har haft en dybere funktion for mig som person? Noget mere end et par gode historier til vennerne og at slippe fra mor og far for en stund?
Og jo bestemt!  Selvom jeg ikke kunne mærke en forskel, lige da jeg ramte de danske luftlag igen, ved jeg at denne rejse har modnet mig. Jeg ved nu, at jeg behøvede vores rejse, for at flytte mine grænser og give mig den selvstændighed det kræver at bevæge sig mod voksenlivet.