Et pulterrum

Når jeg tænker tilbage på den aften, hvor kortene for alvor blev lagt på bordet, bliver jeg vred. Vi vidste alle sammen godt, at det på et tidspunkt ville ske, men hele mit liv havde det været et emne, som tilhørte tavshedens mørkbelagte og hemmelighedsfulde pulterrum. Dog havde der i lang tid været en gensidig mistanke om, at alting ikke var som det så ud til, men tanken blev gemt væk, og blev samtaleemne for dem, som ønskede at danse i de fortrængte sjæles skygger. Jeg husker stadig den kolde, mørke aften i september. Min rejse ind i et forbudt, men stadig spændende eventyr skulle til at begynde, men som i alle eventyr, er der først en konflikt, som skal løses for at nå til en lykkelig slutning. Og konflikt det fik jeg. Jeg råbte og skreg af al den kraft min krop var i stand til at rumme. Mit hoved kogte, og blodårerne i mine knyttede næver var tydeligere end nogensinde. Flere års vrede gemt væk i dybet, var endelig nået op til overfladen. Jeg husker hvordan jeg gentagende blev ved med at slå rasende ind i den hvide dør til pulterrummet, som begyndte at flække. Aldrig før havde jeg følt så stor en kraft suse gennem min krop. Jeg blev ved med at råbe og skrige. Spurgte hvorfor jeg af alle mennesker ikke måtte vise mig, som jeg virkelig er. Men ham, der ikke kunne og stadigvæk ikke kan se ud over sin egen næsetip, var overbevist om, at knuden på båndet var for stor, og han klippede det.

Stille, men voldsom psykisk terror er det, der foregår. Vi har haft vores kamp, men i tavsheden lever den videre. Han vil ikke stoppe. Mor, jeg er ved at blive sindssyg. Enten er det ham eller mig. Er det okay, at nå helt derud? At sætte et ultimatum op for dem, man elsker mest i hele verden? Det hele ville være så meget lettere, hvis ham, der ikke kunne og stadigvæk ikke kan se ud over sin egen næsetip og alle hans tilhængere ville lade mig åbne døren til pulterrummet. Ikke smadre - åbne. Hvorfor vil I ikke lade mig åbne døren?