Noget af det bedste

Jeg lagde nøglerne på køkkenbordet med en raslen, mens døren smækkede blidt i efter mig. Jeg råbte højt gennem huset, vel vidende hun ikke ville høre mig. Sekunder efter stillede jeg skoene ved væggen og hængte min jakke op på knagerækken. Mine bevægelser var en rutine, og de afslørede tydeligt, at jeg følte mig hjemme. I samme øjeblik, jeg skubbede stuedøren op, mærkede jeg smilet vokse i mit ansigt. Min mormor rejste sig hurtigt op fra sin sædvanlige stol, brillerne lidt på skrå. Jeg kunne tydeligt se glæden oplyse hendes øjne. Hun bredte armene ud for at knuge mig ind til sig, som havde hun ikke set mig i årevis.  

Et enkelt, lille kram symboliserer, for mig, noget af det bedste. Men hvad gør, at noget så simpelt kan blive så vigtig en erindring? Hvorfor er det et øjeblik, jeg aldrig vil glemme? Min 90-årige mormor har, igennem de sidste atten år, været en meget vigtig del af mit liv. De sidste par år er rollerne dog langsomt blevet byttet om, men et øjeblik, som dette, vil aldrig ændre sig: Det er ikke bare et kram. Nej, jeg forbinder krammet med en hel personlighed. En personlighed der har været ved mig hvert eneste skridt af vejen – og mere til.